Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forvirret?

Hej BørneTelefonen…

Jeg er bange! Jeg føler mig ikke “velkommen” i livet, og jeg føler jeg ikke hører til her.

Drengene i klassen, har et par gange drillet mig så slemt, at jeg bare ikke ville leve mere.

Den ene gang slog en meget stor dreng ( Jeg er ultra lav) fra klassen mig over ryggen med en lineal flere gange. Jeg vendte mig ganske enkelt om, og knækkede linealen. Så løb jeg. Jeg løb ud på toilettet, og havde bare lyst til at hamre mit hoved ind i håndvasken og forsvinde.

Heldigvis var min bedste veninde løbet med der ind. Hun har selv en masse problemer med sin far, og papfar osv. Hun stod foran mig og talte roligt til mig. Jeg fortalte hende at jeg var bange. At jeg havde været meget tæt på at gøre det. Hun blev selvfølgelig bange, og ked af det.

Pigerne i klassen (også min veninde) er begyndt at snakke meget om bh’er og makeup osv. Problemet er bare at det ikke interessere mig. Jeg prøvede at tage mascara på engang, men jeg græd så snart jeg gjorde det. For det første blev min mor nødt til at gøre det, fordi jeg har en virkelig dårlig afstandsbedømmelse, så jeg kunne ikke se, eller ramme mine vipper. Desuden følte jeg mig anderledes. Jeg følte jeg blev nødt til at ændre mug selv, og det havde jeg bare ikke lyst til!

Min veninde er nu begyndt at gå med alle de andre piger. Det er ikke fordi de rent fysisk lukker mig ude, jeg føler mig bare ikke velkommen.

Jeg er nu begyndt at overveje det igen, hører jeg til i denne verden? Skal jeg bare gøre det, og så bare forsvinde?
Men der er et problem. Jeg er bange. Jeg tør simpelthen ikke. Jeg er bange for at det vil gøre ondt.

Det eneste sted i verden jeg føler mig sikker, og velkommen, er i stalden. Hestene for mig til at føle mig hjemme. Jeg rider 2 gange om ugen, men alle de andre piger der ude er også efter mig. De fanger hver eneste af mine små fejl.

Jeg håber i vil hjælpe mig, da jeg føler jeg har ret meget brug for det!

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Den følelse, du har omkring ikke at føle dig anderledes er meget almindelig at blive ramt af i din alder. Det skyldes, at du på en måde er på vej over en bro, som forbinder to verdener: Barndommen og voksenlivet.

Broen er ungdommen - tiden imellem de to verdener. Og det er sådan en underlig mellemtid. Det er ikke altid til at finde ud af, hvor man passer bedst ind. Du står højst sandsynlig med en fod i hver lejr. Og det er nok det, du har mærket dengang med mascaren. Du villle gerne bruge mascara - men var alligevel ikke klar til at være så voksen endnu. 

På den ene side er du altså moden og parat til at være selvstændig omkring en masse ting, mens du på den anden side føler dig usikker på en masse andre ting.

Det, der kan være det sværeste at takle, er, at man ikke følges 100 % ad med sine klassekammerater og andre jævnaldrende.
Selvom man er lige gamle, så kan der være meget stor forskel på, hvornår man er parat til fx at gå med make-up og bh, tale om kærlighed og seksualitet og meget mere.

Når man så kan mærke, at flere af “de andre” begynder at interessere sig for nogle mere ungdomsagtige ting end én selv, så kan man nemt få en følelse af at være forkert. Men det er du altså ikke. Der er mange, der har det som du. Og "andre” føler helt sikkert også som du på ét eller flere tidspunkter. De viser det måske bare ikke.

Uanset hvad og hvordan, så er det vigtigt at holde fast i, at man på ingen måde behøver at interessere sig for de samme ting som de andre.
Alle mennesker er forskellige, så derfor har man også forskellige interesser. Og det skal ens venner og klasse kunne rumme uden at nogen føler sig uvelkomne.

Desværre lader det til, at der er brug for hjælp til din klasse for, at alle kan føle sig velkomne - uanset interesser. Det er selvfølgelig slet ikke i orden, at drengen i klassen slår dig. Det skal bare stoppes. Ligesom jeg også kan høre, at der er ved at ske ting i pigegruppen, der gør det svært for dig at være en del af den.

Det kan være meget svært for de voksne at se, hvad der er brug for i klassen, hvis ingen siger noget om det, der sker. Derfor er det så vigtigt, at du får fortalt, hvordan du har det. Vil du kunne fortælle dine forældre, hvordan du har det, så de kan hjælpe dig med at få talt med en af dine lærere? Eller kunne du sammen med din veninde tale med lærerne? Du kan også skrive til din lærer på fx Intra. Det er i hvert fald meget vigtigt, at du får talt med nogen om tingene, så du ikke går med en masse triste og svære tanker alene.

Nogle gange kan det være rart at få talt igennem, hvordan sådan en snak med læreren skal være. Du kan derfor ringe til os og tale med en rådgiver om det. Så kan I sammen finde den bedste måde, du kan få hjælp på. Du er velkommen til at kontakte BørneTelefonen på telefon, sms eller chat. Nummeret er 116 111. Du er anonym, og det er gratis. Og vi vil meget gerne tale med dig.

Kærlig hilsen og et knus til dig
BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat