Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Føler mig udenfor

Hej

Jeg er en pige på 15 år, som lige har slået op med en dreng fra min klasse.

Vi har været meget on and off, og blev kærester, men slog så op kort tid efter. Vi slog op fordi vi var uvenner, og det er ca 3 uger siden. Derefter har han så også været sammen med en anden, og alt muligt. Så vi har slet ikke snakket sammen siden.

Han holder så fest nu her i morgen. Og jeg havde jo godt regnet med da jeg hørte det, at jeg ikke ville blive inviteret. Men jeg havde jo stadig håbet. Jeg fik at vide, at det ikke var rigtig fest, så tænkte at det ikke blev så slemt. Men nu er nærmest alle mine andre veninder og venner blevet inviteret undtagen mig…

Mine veninder fra min klasse er ikke blevet inviteret, fordi de snakker ikke rigtig med ham. Men alle mine andre veninder er blevet inviteret.

Også mange af dem som ikke snakker specielt meget med ham. Og det er bare virkelig hårdt. Jeg var jo vant til, at hver gang han holdt noget, var jeg altid inviteret, og fik det hurtigt at vide. Men nu er jeg slet ikke inviteret, og fik det at vide af nogen som slet ikke var inviteret.

Kan jo godt forstå det, fordi vi snakker ikke sammen lige nu. Og man inviterer selvfølgelig ikke nogen, som man ikke engang snakker med. Alle dem jeg plejer at feste med, er inviteret. Så føler mig bare ENORMT udenfor. Jeg plejer ikke at have denne følelse. Men har det virkelig forfærdeligt med det.

Selvfølgelig er det bare en eneste fest. Jeg er bare også bange for, at det gør til, at jeg helt stopper med at blive inviteret. Altså at det gør til, at når alle de andre holder noget, så bliver jeg heller ikke inviteret. Kan godt bare tænke, om folk så tænker at de ligesom skal vælge en af os at invitere. Så at de bare automatisk glemmer mig, og kun inviterer ham fra nu af til alt.

Håber I kan hjælpe:)

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Tusind tak for at dele dine tanker om, hvordan det føles for dig, at blive holdt udenfor fællesskabet. Det er ikke en spor rar oplevelse, at føle sig udenfor. Det er derfor rigtig godt tænkt, at åbne op og fortælle nogen om, hvor ked af det det gør dig. Det kan nemlig medføre nogle bekymringer og nogle følelser, som kan være rigtig hårde for dig at gå rundt med alene.

Jeg kan sagtens forstå at du bliver ked af det når dine veninder og venner er inviteret med til en fest, som du under normale omstændigheder også ville have været inviteret til, hvis det ikke var fordi din ekskæreste og dig havde slået op.

Jeg kan også godt forstå at du føler dig såret over, at du nu ikke skal med til denne fest som din ekskæreste holder. Det kan nemlig fremme en følelse af, at imens de andre er blevet valgt til, er du blevet  valgt fra. Derfor har du al god grund til at føle som du gør, og reagere som du gør. Du reagere nemlig, som langt de fleste unge og vokse vil gøre. Ved at blive enormt ked af det.

Du fortæller i brevet at du egentlig godt kan forstå, at du ikke er inviteret da I ikke længere snakker sammen. Det kan være en rigtig svær balancegang når man er gået fra at være kærester til ikke at have nogen kontakt med hinanden.

Derfor er det også frustrerende når man har samme vennegruppe, for hvad skal der nu ske i fremtiden? Du fortæller om de bekymringer du gør dig over, hvorvidt disse venner skal til at vælge side. Og hvad nu hvis de glemmer dig, og kun inviterer ham fra nu af?

Jeg bliver derfor nysgerrig på, hvordan din ekskæreste og dig kan sørge for, at de ikke skal vælge side mellem ham og dig? Gad vide, om du mon kan tage en snak med din ekskæreste om, hvordan I kan gøre det fremadrettet.

Måske hvis situationen var omvendt og det var ham der sad med dine følelser, at han ville kunne forstå din reaktion? Hvad tænker du mon om, at tage en snak med ham?

Jeg kan sagtens forstå, at du synes, at det er rigtig hårdt og at du er bange for ikke at blive inviteret i fremtiden. Det fortæller mig nemlig, at du som person er rigtig social og vægter venskaber enormt højt. Derfor er det også en meget forstående bekymring, som skal handles på.

Du fortæller i brevet, at det er første gang at du oplever denne følelse af at føle dig udenfor. Derfor tænker jeg også, at det kan føles enormt sårbart, fordi det er en uvant situation for dig at være i. Er det mon noget du kan genkende?

Men at du ikke plejer at have disse følelser, vidner også om at du har nogle rigtig gode venner som normalt sørger for, at alle føler sig som en del af fællesskabet. Jeg bliver derfor lidt nysgerrig på, om du mon har overvejet at trække en af dine gode veninder eller venner til side og snakke med vedkommende om, hvordan du har det lige nu?

Måske de slet ikke ved, hvordan du tænker om ikke at blive inviteret med. Måske de faktisk tænker, at når det er din ekskæreste – ja så vil du måske egentlig helst blive væk.

Derfor tænker jeg, at det kan være rigtig hjælpsomt for dig at fortælle dem om dine tanker og tydeliggøre overfor dem, hvordan du har det. Hvad tænker du om den mulighed?

Jeg vil i hvert fald rigtig gerne bakke dig op i, at du fortjener at blive inddraget i fællesskabet og du fortjener, at blive set og lyttet til.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine forslag og vil overveje at snakke med både din ekskæreste og dine venner om, hvordan I kan løse denne situation så du ikke skal føle dig holdt udenfor. Jeg tror på, at du kan finde modet frem til at snakke med dem, ligesom du fandt modet frem til at skrive dette brev.

Med venlig hilsen

BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat