Føler mig meget alene
Hejsa:)..
Jeg er en pige på 12 år.
Jeg har mange, helt utrolige problemer.
Jeg har det her med mine forældre. De bliver ved med at komme sammen og ikke mere sammen. Og det påvirker mig. De har været on and off alt for mange gange nu. Jeg bryder mig ikke om min far specielt ikke da han har været min mor utro et par gange. Men min mor ser ud til at være ligeglad.
Det hele startede med at vi skulle flytte væk fra det hus vi havde før. Altså mig min mor og min far. Det var meningen min far ikke måtte vide det så vi skulle flytte i ‘snu’. Da jeg så har 3 søskende der bor sagde min søster hun havde brug for hjælp og fik min far derover. Og imens han var der skulle vi flytte væk.
Det gik godt. Men så begyndte han at lede efter os. Jeg var mega trist i starten. Men så begyndte jeg at blive meget mere glad for at vi var flyttet. Da jeg så endelig bliver glad for det kommer de sammen igen. Og det er så blevet ved. De går igennem den samme historie igen og igen. Og er ligeglade med mig. Og de sætter et meget sort pres på mig med skolen.
De forventer at jeg er bedst. Og jeg er ikke spor god i skolen for tiden. Men de vil bare have for meget af mig. De Forventer jeg skal være nr 1 hele tiden. Men det kan jeg bare slet ikke. Og jeg kan ikke snakke med dem om noget som helst. Ikek nogle i min familie
Så har jeg et problem med mine veninder og venner. Jeg er en af de folk der har mange venner. Men de er alså fake. De kritisere mig 24/7. Kan ikke forklare det. Jeg gider bare ikke at være i skole. Jeg gider ikke alt det der. De kan ikke lide mig. Jeg har mange venner og er en af de der, der snakker meget. Men de er bare så ikke forstående. Jeg føler at jeg ikke har nohle steder at gå. Alle hader mig egentlig
Og jeg har den her bedste ven. Mig og ham er meget tætte. Men nogle gange føler jeg bare at det kun er mig der fortæller mine problemer. Han gider ikke at dele hans problemer med mig. Og det såre mig. Fordi jeg vil jo gerne være der for ham. Og han er den eneste i verden jeg stoler på. Han er den eneste jeg har.
Vi var også sammen engang. De gik ikke. Men jeg er stadig dybt forelsket i ham. Og han føler bare ikke det samme. Han ignore mig tit. Og jeg fatter bare ikke hvad jeg skal gøre. Eller hvorfor. Det som om jeg er ligeglad for ham. Han tænker aldrig på mig
Og så føler jeg også at jeg ikke tilhøre nohle steder. Jeg føler ikke at nogle forstår mig. Jeg vil hverken være hjemme med mine forældre eller i skolen med alle de folk der hader mig. Det gør så ondt. Og nej jeg kan ikke snakke med min familie om det. De er ligeglade med hvad jeg føler. Mega ligeglade. Bare jeg er god i skolen. Så er de ellers ligeglade.
Jeg føler at ingen gider at lytte til mig. At ingen tænker på mig. Jeg overvejer at flytte. Men jeg ved ikke. Jeg tror vel bare jeg håber at det kommer til at løse sig. Fordi jeg holder rigtigt meget af min bedste ven. På den fuldstændig forkerte måde. Føler bare at ingen kan lide mig. Eller gider at lytte.
Jeg havde en psykolog engang. Men hun døde sidste år i september. Og jeg savner hende så meget. Hun betød rigtigt rigtigt meget for mig. Nogle gange giver jeg bare op, og tænker der ikke er nohle der vil savne mig hvis jeg forsvandt. Jeg vil bare gerne løbe væk. Væk fra alt det her. Langt væk. Jeg er ensom. Og jeg hader mig selv overalt på jorden.
Kærlige hilsener, pigen der er i tvivl om alt
