Kære pige på 14
Mange tak for dit brev til BørneTelefonen.
Du kæmper med at finde ud af, hvem du er, og om der er noget galt med dig. Du har svært ved at vide, hvad du skal sige til andre. Svært ved at finde ud af, hvordan du udtrykker dig. Og hvornår du skal sige noget.
Og jeg vil give dig ret: Det ER rigtig svært, at skulle “finde sig selv” og finde ud af “hvem er jeg” – uanset om man er barn, ung eller voksen. Du er langt fra den eneste, som synes, det er svært.
Så lad mig starte med at fortælle dig, at: Nej – der er absolut ikke noget galt med dig.
Mange af dine kammerater kan noget, du gerne ville kunne. Men mange af dine kammerater har den fuldstændig samme “krig i hjernen”, som du beskriver. Også selvom det kan være svært at få øje på. Ligesom du, sammenligner de også sig selv med mennesker, der er forskellige fra dem. Mennesker der kan noget andet, end de selv kan.
Du lader til allerede at have opdaget, at der findes mennesker, som er meget udadvendte. Mennesker som virker til altid at have et smart svar eller en kvik kommentar til enhver situation. Og der er mennesker, der er lidt mere rolige og velovervejede. Der er ikke nogen, der er rigtige eller forkerte. Vi er bare forskellige.
Det lyder, som om du er den mere rolige og velovervejede type. Jeg sidder og tænker på, om der mon er tidspunkter, hvor du bruger din ro som en styrke.
Måske er du god til at lytte til andre, når andre har det svært. Måske er du grundig, når en opgave skal udføres. Måske nyder andre dit selskab, netop fordi man bare kan slappe af, når man er sammen med dig. Jeg tænker på, om du mon kan genkende dig selv og dine styrker i en eller flere af mine tanker ovenfor?
Jeg vil gerne afsløre, at jeg selv er den rolige og velovervejede type, så jeg ved godt, hvordan det føles at spejle sig i de mere udadvendte typer og ønske sig, at man kunne noget af det, som de “kan”. Men min erfaring er, at de udadvendte typer spejler sig lige så meget i mennesker som du og jeg. Ofte beundrer de den ro, som den mere indadvendte type er i besiddelse af. Det ved jeg med sikkerhed, for det er der flere, der har fortalt mig.
Jeg kender også selv den “krig i hjernen”, som du beskriver. Og du har ret i, at det godt kan føles som om, “noget” somme tider stopper en i at sige det, man egentlig gerne vil. Du beskriver en indre diskussion med sig selv om, hvornår du skal sige noget, og hvordan du vil sige det. Handler det mon om, at du fortæller dig selv, at du “ikke er god nok”, hvis du ikke får en reaktion fra de andre?
Prøv at lave et lille eksperiment, næste gang du er i klub. Det fine ved eksperimentet er, at du i første omgang bare skal “lægge mærke til”. Prøv at lægge mærke til, hvordan dine kammerater reagerer, når andre siger noget. Får alt hvad der bliver sagt fuld opmærksomhed fra de andre? Sandsynligvis ikke. Afholder det folk fra at snakke? Sandsynligvis heller ikke.
Pointen er, at du forhåbentlig får en oplevelse af, at ikke alt, hvad der siges, nødvendigvis skal have opmærksomhed, når man sidder i en gruppe og bare hygger og snakker. Har du mod på det, så prøv selv at sige noget, som du ellers normalt ville have gjort til en “krig i din hjerne”. Læg mærke til, hvordan det føles. Måske kommer der en reaktion fra nogle af de andre. Måske kommer der ingen reaktion. Uanset hvad, så hold fokus på, at du tog et valg, og klap dig selv for det.
Jo mindre energi, du bruger på andre, desto mere energi kan du nemlig bruge på dig selv.
Det er helt i orden, at du ikke er den, der plaprer uhæmmet løs hele aftenen. Det er helt i orden, at du nogle gange overvejer dine ord, inden du åbner munden. Prøv alligevel engang imellem bare at sige, hvad du tænker.
Jeg kan nemlig se, i det du skriver, at du kan formulere dig. Jeg kan også se, at du rummer mange tanker. Du er et socialt væsen, for du prioriterer at komme ud og være blandt andre unge. Og du kan godt lide at være glad!
Du har med andre ord MASSER af styrker.
En person er ikke mere værd, bare fordi han eller hun snakker meget. Og jeg vil godt garantere dig, at nogle af dem, der snakker allermest, tænker fuldstændig det samme som dig: “Er jeg mon god nok”? Deres måde at håndtere deres usikkerhed på er bare: at snakke. Og snakke meget.
Du er god nok. Og der er ikke noget galt med dig. Du er et menneske, og alle mennesker er forskellige. Du er lige så meget værd, som alle dine kammerater.
Du har masser af styrker – det kan jeg se af de ting, du fortæller, og den måde du fortæller dem på. Det er helt ok at kigge på andre og øve sig i noget af det, som du synes, de gør godt. Så længe du husker på, at der også er andre, der kigger på dig, og ønsker sig at kunne noget at det, som du kan.
Hvis du har brug for flere ideer, kan du prøve at kigge her: Det Mentale Motionscenter eller her: Selvværdsøvelse
Nogle siger, at “græsset altid er grønnere på den anden side”. I virkeligheden er græsset grønnest, der hvor du vander det.
Med andre ord: Brug dine styrker. For du har masser af dem. “Vand” dem, og gør dem endnu stærkere.
Og øv dig så stille og roligt i de ting, du beundrer hos andre. Det er der ikke noget galt i. Prøv dig selv lidt af. Giv dig selv nogle udfordringer. Men glem aldrig dine egne styrker. Og husk altid dig selv.
For du er god nok!
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
