Kære du
Hvor er det godt, at du skriver til os! Du går og slås med lav selvtillid og føler, at du mangler venner. Det er en rigtig svær situation at være i og jeg kan godt forstå, at det fylder meget for dig.
Jeg vil meget gerne komme med et par råd, som jeg håber, kan give dig lidt inspiration.
Du skriver, at du ikke kan se, hvorfor nogen skulle have lyst til at være venner med dig. Det synes jeg lyder som en hård følelse at gå rundt med. Jeg tænker på, om du mon har snakket med nogen om den følelse? Det kunne være en lærer, en søskende, forældre eller andre familiemedlemmer…
Langt de fleste kender følelsen af ikke at være særlig spændende eller ikke føle sig tilpas, der hvor man er. Derfor tænker jeg også, at du hurtigt vil opleve, at andre kan genkende nogle af de tanker, som du går rundt med.
Samtidig tænker jeg, at de vil kunne sætte lidt ord på, hvordan de ser dig. Det kan være, at de kan sige nogle ting, som du slet ikke selv havde tænkt på, at du kunne eller er. Er det mon en mulighed for dig?
Jeg tænker, at alle mennesker har et eller andet at byde på. Måske dyrker de en sport, spiller et instrument, et computerspil, lytter til noget musik, læser gode bøger eller tegneserier eller noget helt, helt andet. Det kan så godt være, at du ikke lige er stødt på nogen, som interesserer sig for det samme som dig. Giver det mon mening for dig?
Derfor tænker jeg, at det er en rigtig god idé at starte til en sport eller en anden fritidsaktivitet, hvor du kan møde nogle andre unge.
Hvis ikke du allerede har et fritidsjob og har mulighed for at have et, så er det også et sted, hvor man kan møde nogle andre mennesker. Jeg ved, at der tit er mange unge, som arbejder i supermarkeder, butikker, sportshaller og sådanne steder.
Fritidsklubber eller ungdomsskoler har også tit aktiviteter for unge, som man kan deltage i. Hvis du nu Googler din kommunes navn + ungdomsskole, kan du finde ud af, hvilke aktiviteter din ungdomsskole tilbyder. Det kan være alt lige fra fodbold og tennis til kinesisk og fransk til rollespil, drama eller design. Er det måske en mulighed for dig?
Nu ved jeg godt, at der er Corona, så måske der ikke er et program lige nu, men så kan du bruge ventetiden på at tænke, hvad der kunne være helt perfekt for dig.
Jeg synes, at det er virkelig sejt, at du tænker over din situation og handler på det ved at ville starte til en sport. Det er faktisk ret flot. Du kan læse mere om, hvordan man kan forsøge at få flere venner på vores temaside om ensomhed her.
Du har været virkelig god til at beskrive din situation og dine følelser for os i dit brev. Jeg tænker, at du skal tale med nogle flere mennesker og ud og søge nogle nye mennesker forskellige steder. Så kan du måske få en anden følelse omkring dig selv og møde nogle nye mennesker.
Jeg håber, at du kan bruge mine råd til noget. Ellers er du velkommen til at skrive til os igen eller ringe til os på 116111.
De bedste ønsker
BørneTelefonen