Kære 10 årige
Jeg kan godt forstå, at det ikke føles rart at være usynlig overfor de andre i din klasse.
Derfor er det rigtig godt, at du skriver! For det skal være rart at gå i skole.
Du skriver, at det føles som om, at du ikke er med i fællesskabet.
Alle har brug for at være sammen med andre og ”høre til”. Og alle har brug for at blive set. Derfor er det svært, når man ikke føler, at man er synlig.
Man kommer let til at tænke, at det er ens egen skyld, hvis man ikke føler sig ‘med’ i klassen. Men det er ikke dig, der er noget galt med!
Det er vigtigt at du får snakket med en voksen om det, så du ikke går med det selv. Det kan være en god idé at snakke med en lærer. Har du en lærer eller en pædagog, som du taler godt med? Måske føles lettere at vise dette brev – og mit svar?
Du kan måske også snakke med dine forældre? Så de ved, hvordan du har det i skolen for tiden. Og så kan de bedre forstå, hvorfor du måske er lidt stille og trist.
Det kan også være, at dine forældre har nogle forslag – eller sammen med din lærer kan få nogle ideer.
Du skriver, at du tit går alene i frikvartererne. Men er der nogle gange, hvor du leger godt med nogen i pauserne? Eller andre tidspunkter, hvor du har det godt sammen med dem fra din klasse?
Eller måske med nogen fra andre klasser eller fritidsaktiviteter? For så kan det også være, du kan prøve at snakke mere med de kammerater, som du nogle gange leger godt med.
Du har allerede vist, at du er god til at bede om hjælp ved at skrive til BørneTelefonen. Jeg håber, at du bruger den styrke, så du sammen med nogle voksne kan få hjælp til at få det bedre i klassen.
Hvis det ikke bliver bedre, synes jeg, at du skal ringe herind. Så kan vi tale om, hvad du så kan gøre.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen