Er det mig eller verden der er noget galt med?

Kære pige på 16.

Tænk, at al den tvivl, frustration og tristhed kan være inde i ét hoved. Du må jo have det som om, at du er ved at skulle sprænge. Jeg vil prøve at give dig den bedste hjælp til at få styr på de mange ting, du føler og tænker.

At du har skrevet herind, giver mig et indtryk af, at du inderst inde slet ikke vil slutte dit liv. Du skriver, at du ikke kan forestille dig, at din situation skulle kunne blive bedre. Men det kan den. Det kan den altid, selvom det kan tage lidt tid.

Du fortæller at du i 3. klasse fik stillet diagnosen ADHD og mens du var på medicin så gik alt fint. Det kan være svært at få stillet en diagnose, følelsen af at være anderledes kan komme til at fylde, især i teenageårene, hvor man har brug for at være som andre og en del af fællesskabet. Ved ikke om du kan genkende disse følelser? Men måske var de med til at du ønskede at føle dig rask og stoppede med at tage medicinen? Du skal huske på, du er så meget andet end en diagnose, du er en stærk og sej pige. En pige med følelser som alle andre 16-årige og tro mig, det kan være en svær periode i ens liv. Måske du kan prøve at se diagnosen som en hjælp til kunne tackle nogle af de svære tanker og oplevelser, såsom følelsen af ensomhed, eller måske udfordringer i forhold til opmærksomhed i undervisningen. Her kan diagnosen hjælpe til, at du kan få nogle redskaber og måske medicin til at tackle dette. Redskaber til at skabe ro i din dagligdag, så du kan få overskud til at tackle livet og få flere positive oplevelser samt troen på at livet kan være noget godt. Jeg vil derfor anbefale dig at få en snak med din læge om de tanker og følelser, du fortæller mig, for du har fortjent at få det bedre og få hjælp.

Løsningen er sjældent at flygte fra ens problemer og ensomhed, men møde dem, hvor man er og få hjælp, og du har brug for hjælp. Tanken om at rejse til udlandet og arbejde er bestemt god, på et tidspunkt i livet. Men lige nu har du brug for hjælp, lige der hvor du er. 

Du skriver ikke, hvorfor du ikke kan snakke med dine forældre, eller hvordan du har det derhjemme. Men alle unge har ret til at omsorg og tryghed derhjemme. Hvis dine forældre i særlig tilfælde ikke kan sikre dette, skal kommunen hjælpe dig. Enten til det kan blive bedre hjemme eller hjælpe dig med at finde et sted, hvor du kan trives.

Jeg tænker, at det bedste ville være, hvis du kunne komme i tanke om en voksen, som kan hjælp dig med at undersøge dine muligheder. Det er altid nemmere end at stå med det hele alene. Du har nemlig ret til at have en bisidder med til møder i kommunen. En bisidder er en voksen, der kan sidde ved ens side og hjælpe en med at få sagt det, man gerne vil sige.

Hvis du ikke selv kender en voksen, du har lyst til at betro dig til, kan du gratis få en bisidder her fra Børns Vilkår, der kan hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen og gå med til møderne. 

For endelig at svare på overskriften i dit brev, så nej: Det er bestemt ikke dig, der er noget galt med. Men ja, verdem kan være svær at leve i, men heldigvis kan den også være et pragtfuldt sted at være.
Lige nu har du meget tvivl og uro i maven. Men det vil blive bedre, når der langsomt kommer styr på alle de ting, du har nævnt i dit brev. Husk og tro på, at tingene vil løse sig, med den rette hjælp.

Du har taget første store skridt ved at skrive herind. Jeg håber, at du kan bruge mine råd til at tage det næste skridt.

Kærlige hilsener fra BørneTelefonen