Kære pige på 13 år
Tusind tak for dit brev og for at dele dine tanker med BørneTelefonen. Jeg vil prøve at hjælpe dig, så godt jeg kan.
Først får jeg lyst til at sige, at jeg ikke synes, at du er egoistisk. Når du får den følelse, så tror jeg det er fordi, at du bliver ked af, at dine veninder ikke lytter til dig. Men det gør dig bestemt ikke egoistisk. Alle børn, unge og voksne har brug for at blive lyttet til. Især af dem som er tætte på én. Når man ikke føler, at man bliver lyttet til, så kan man godt blive ked af det og træt af det. Ligesom du beskriver det.
Når dine veninde virker ligeglade, så er det måske fordi, at de ikke helt ved, hvad de skal sige. Du har brug for at fortælle dem om din angst, og at din far er blevet indlagt. Begge ting kan måske være svære for dine veninder at snakke om. Det er emner, som kan være sårbare. Kan du mon følge mig?
Det kan også være, at de faktisk er bange for at sige noget forkert. Og når man er bange for at sige noget forkert, så vil man måske hellere lade være med at sige noget. For så er man sikker på, at man ikke siger noget forkert. Jeg ved ikke, om du selv har prøvet det? Eller måske kan du forestille dig, at man kan have det sådan?
Når jeg læser dit brev, så ved jeg ikke, om du snakker med dine veninder på samme tid. Men jeg tænker på, at du kan prøve at snakke med bare én veninde om det. Hvis I bare er to, som snakker sammen, så er der lidt mere ro til, at I kan få en ordentlig snak.
Jeg tænker også, at du måske kan snakke med din mor eller en anden voksen omkring det. Som jeg før har skrevet, så kan angst og din fars indlæggelse være svære og sårbare emner at snakke om. Derfor kan det også være rart at snakke med en voksen omkring det. Hvad tænker du om det?
Du kan jo f.eks. spørge din mor, eller en anden voksen, om I skal gå en tur sammen. Så kan du fortælle, at du gerne vil snakke om din angst og om, at din far er indlagt. Det kan også være I skal snakke om, at du ikke synes dine veninder lytter til dig. Det kan være I kan aftale, at du kan gå til din mor eller den voksne, hvis du har brug for at tale om din angst.
Jeg håber meget, at mit svar kan hjælpe dig. Du må altid gerne skrive igen eller ringe på tlf. 116111.
Varme hilsner fra BørneTelefonen