Brev

Er aldrig glad mere.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år,

Du har fuldstændig ret, når du beskriver, hvordan man kan have en følelse af at være ulykkelig og nedtrykt, selvom det ligner, at alt omkring er lykkeligt og dejligt. Det er også helt rigtigt, at mange kan have svært ved at forstå, hvis en person, som ser ud til at ”have det hele”, føler sig ulykkelig eller ked af det. Det kan være ret hårdt, hvis man føler, andre ser sådan på det. For så er det måske som om, at man skal forklare eller retfærdiggøre, at man har det sådan. Det er ikke nemt, for det er ikke altid, man ved, hvorfor man har det sådan. Nogen gange kan det hjælpe at slippe spørgsmålet, "hvofor har jeg det sådan?" og kigge efter, "hvornår har jeg det ok og hvad giver mig glæde?" Det kan hjælpe at skifte fokus. Ofte ser man det man kigger efter.

Det er godt, at du snakker med dine forældre, lærere og en psykolog! Har du også fortalt dem, at du ikke føler, det hjælper? Måske kan de hjælpe med at gøre noget anderledes, så hverdagen bliver lidt bedre for dig? Og psykologen kan hjælpe dig bedre, hvis hun/han ved, at du stadig er ked af det? Måske er der noget, I mangler at tale om? Måske er der nogle situationer i hverdagen, som gør dig ked af det, du kan undgå? Det kunne psykologen være med til at kigge på. Det kan være at du skal drosle ned på antallet af veninder, du er sammen med. Det kan også være at få god nattesøvn, sund mad og motion. Alle de ting, som hjælper os til at få overskud og plads til glæde.

Når man har det sådan, som du har det, kan det godt tage noget tid at få en følelse af, at nu er man lykkelig og glad igen. Ofte kræver det også ldit hårdt arbejde. Nogle gange bliver man nødt til at snakke om det flere gange. Man kan få øje på nye ting, hvis man kigger på livet fra forskellige vinkler. Man kan afprøve forskellige ting før man føler, at man får det bedre. Det er bare super vigtigt at kigge efter de bitte små tegn og følelser. Ellers kan man komme til at se alt som en gråsort masse, som fylder og skygger for de små dejlige ting. Selvom man føler, man ikke får super meget bedre, er det vigtigt, at man bliver ved med at sige højt, hvordan man har det.

For nogle hjælper det også at samle på de gode ting. Det kan man f.eks. gøre ved at skrive 3-5 gode ting ned hver aften. Det kan f.eks. være, at man var sulten, da man vågende, og det var rart at få morgenmad. Det kan også være, at man har været sammen med veninderne – og at det var rart. Det kan være et smil, et kram, dejlig musik, danse og synge til glad og energifyldt musik. Når man skriver ting ned, husker man dem på en anden måde. Og på et tidspunkt opdager man måske, at selvom man føler sig rigtig ked af det i løbet af dagen, har der også været nogle gode ting. Det ved man godt i forvejen, men det kan være rart og nødvendigt at minde sig selv om det.
Der kan også være andre små ting, du kan gøre, der gør dig i bare lidt bedre humør? Det kan være, at dine forældre eller psykologen har andre forslag?

Det kan være en sej kamp, man skal kæmpe med sine tanker og følelser. Selvom det måske er svært at forestille sig lige nu, kan du få et lykkeligt liv. Bliv endelig ved med at fortælle og snakke om, hvordan du har det. Selvom det måske ikke går så hurtigt med at få det bedre, kan de folk, som er omkring dig, hjælpe. Og kig efter de dejlige ting og få dem til at fylde mere i livet.

De bedste hilsner og tanker
BørneTelefonen

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat