Ensomheden
Hey så ja. Men kusine skulle lægge sin lille søster hos mig og jeg troede at hun også skulle være sammen med mig fordi hun er den eneste som jeg har til ven og som jeg snakker ret meget med.
Men der hun var kommet sagde hun at hun ikke gider at være hos mig fordi hun skulle ud med sine venner og hun har mange venner og ik ligesom mig.
Men ja der hun gik sagde hun ikke en gang farvel til mig og jeg stod der foran hende og var ved at dø af smerten i min mave fordi jeg ikke havede rigtigt nogen at være sammen med.
Også fake smilede jeg til hende og sagde hyg jer også gik hun. Altså der er ik rigtigt noget serligt med det her men det er bare at jeg ikke har nogen at være sammen med og jeg ka ikke finde ud af at kommunikere med andre mennesker og jeg føler mig ret ensom når jeg er sammen med andre fordi jeg ved ikke vad jeg skal sige.
Så tænker de at jeg er mærkelig fordi jeg ik siger noget og vis jeg siger noget så siger de hvorfor jeg er så mærkeligt altså jeg hved ikke en gang vad jeg skal gøre for at være lidt mere sociale for at få nogen venner.
Og mit problem er at jeg ikke åbner mig selv for andre vis jeg ikke stoler på dem altså jeg ved ikke om det er et problem. Men jeg føler at det er så synd for mig at jeg ikke har nogen venner fordi jeg er virkelig sød men mod alle.
Det eneste er at jeg ikke er så god til at lave venner og er bange for at åbne mig selv for andre. Og det er derfor jeg føler mig så ensom. Altså det er som om ensomheden ælder mig når jeg er på min seng om aften altså fordi jeg tænker på alle mine klasse kamereter der er ude sammen og de hygger sig og det hele også er der mig som bare sider der på senge og græder og som er mega ked af det.
Og jeg fortæller det til ingen, jeg holder alt for mig selv fordi jeg er bange for at jeg i oven købet bliver mobet og det ville jeg ikke have.
