Brev

Ensomhed og mentalproblemer

Hej Børnetelefonen,

I lang tid har jeg ikke helt haft venner. Alså, jeg har venner jeg taler med i skolen, og jeg er rigtigt glade for dem, men jeg taler ikke med nogen uden for skoletiden, og jeg er aldrig sammen med nogen.

Jeg har aldrigt helt haft en bedste ven, eller bare en nær ven. Jeg føler mig meget ensom, jeg har bare det her hul i min brystkasse, som bare bliver større og større, jeg føler mig næsten desperat for et godt kram eller at bare være sammen med nogen uden at føle mig helt vildt nervøs og akavet.

Jeg har mild aspergers, depression og ADD, så det er meget svært for mig at bare gå ud af mit hus uden at føle mig helt ude af det. Jeg har det ikke svært med at læse andres følelser og kropssprog, og jeg kan godt forstå jokes og ironi, men jeg har det meget svært med at holde øjenkontakt og åbne op til andre om mig selv og mine interesser.

Jeg er ikke så meget i skole, p.ga. mine problemer, så der er nogle gange hvor jeg ikke taler med nogen på min alder i over en måned, bortset fra når jeg tager til teater, hvilket er det eneste jeg altid kan overskue. Jeg vil rigtigt gerne være venner med nogle af dem fra mit hold, men siden at vi kun ses en gang om ugen, og at vi ikke skriver sammen, er det ret umuligt.

Jeg er for nervøs til at spørge om det vil et sted hen, eller om jeg må kommer med, fordi at jeg er bange for at jeg ikke kommer til at vide hvad vi skal tale om, og jeg er for nervøs til at skrive sammen med nogen i det hele taget, på grund af det samme.

Jeg vil rigtigt gerne have venner som jeg kan være sammen med efter skolen, og bare en tæt ven i det hele taget, men jeg har ingen ide hvordan man får tætte venner, og bare venner i det hele taget.

(Jeg forventer ikke at i kan give et svar som kan løse alle mine problemer.)

Tusind tak for at læse mit brev, jeg håber at i får et godt år (:

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Hvor er det ekstremt modigt, at du har skrevet sådan et udførligt brev ind til os.

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind din situation og følelsen af ensomhed. Jeg synes at du skal vide, at jeg har snakket med virkelig mange unge mennesker på din alder, som står i helt samme situation som dig. I den situation, hvor man føler sig alene og desperat efter nogle venner. Vidste du godt, at du langt fra var alene om det?

Selvom du nu ved, at du ikke er den eneste som føler ensomhed, så må det stadig være hårdt at være i, tænker jeg. Så hårdt, at du faktisk har valgt at kontakte os nu.

Det er så vigtigt, at man tør snakke om ensomhed og tør tage det første skridt. Du skriver i dit brev, at du har nemt ved at blive nervøs, men alligevel har du lagt det bag dig og skrevet ind til os. Det har jeg stor respekt for.

Du beskriver i dit brev, at du har venner som du taler med i skolen. Det lyder dejligt for dig. Du beskriver også, at du oplever at blive nervøs, når du så skal til at snakke med dem udenfor skolen. Er det rigtig forstået? Præcis dét du skriver, det er et stort problem for mange (også dem uden diagnoser!). Jeg vil rigtig gerne give dig nogle ideér til måder, som du kan gribe tingene an fremover.

Når man gerne vil være bedre til noget, så handler det om at øve sig. Det har du hørt før, tænker jeg? Det gælder altså også med venskaber. Det betyder, at man faktisk skal ”øve” sig i at få venner, for at det bliver nemmere. Du skriver, at du har lidt diagnoser med i bagagen, men at du faktisk ikke har problemer med at læse andres følelser og kropssprog. Det er virkelig en stor fordel, du har lige dér! Har du tænkt over det?

Nu handler det så om, at du skal øve dig i at bruge de kvaliteter du har. Det kan virke meget ubehageligt, at spørge de andre efter skole, om man må tage med ud. Det beskriver du også. Man kan være bange for, at de afviser en. Er det måske også det, som du er bange for?

Har du overvejet, om du nogensinde selv kunne finde på at afvise én, som spurgte dig, om vedkommende måtte tage med ud efter skole? Ofte, så er folk bare glade for, at andre gerne vil hænge ud med dem. Måske du skulle samle lidt mod og prøve det af igen? Du kan eventuelt starte med at spørge de venner, som du allerede snakker med oppe på skolen.

Du skriver også, at du kan blive nervøs over, hvad man skal snakke om. Det kan jeg virkelig godt forstå. Det er aldrig rart, hvis det er akavet stilhed. Det er der faktisk ikke nogle mennesker, som synes er rart. En start for dig kunne være, at du sørger for at tage med flere end 1 person ud efter skole. På den måde, så kan du i begyndelsen være lidt i baggrunden, mens de andre fører samtalen. Når du så efter lidt tid føler dig tryg, så kan du begynde at byde ind/svare med på spørgsmålene. Hvad tænker du mon om det?

Jeg kan læse, at du virkelig godt kan lide at tage i teater. Det kan jeg godt forstå. Det er så skønt! Mon der kunne være nogle andre, på din alder, som er i teateret på samme tid med dig, som du kunne snakke med? Man kan altid starte med at snakke om det teater man har oplevet. Det kan i begge snakke med om. Efter et par gange, så kan det være at du føler dig mere tryg til at spørge om andre ting, end kun teaterstykket. Kunne det være en mulighed?

Ellers, så er det også altid en god idé at finde flere aktiviteter man kan gå til sammen med andre. Sport/spil/lege/tegne/computer, det er egentlig lige meget. Så længe det interesserer dig! Her kan man jo også møde nye mennesker, som man har interesser tilfælles med. Kunne det lyde som noget?

Hvis du hellere vil prøve at snakke med nogle helt ”nye” unge, som ikke går i din klasse, så kan jeg virkelig anbefale dig at tjekke Ventilen ud. Det er en gruppe, for unge mellem 15-25 år, som har brug for at finde vej ud af ensomheden. Der laves arrangementer hvor man mødes og laver aktiviteter sammen. Jeg ved, at der er andre unge med diagnoser dér også. Ikke at det har en stor betydning, men det skal ihvertfald ikke skræmme dig væk.

Til slut, så vil jeg huske dig på, at øvelse gør mester. Og venskaber kræver øvelse. Det kræver det fra alle! Det vil nogle gange gå godt og andre gange være mere svært. Jeg håber virkelig, at du i mit brev kan finde nogle ting du vil prøve af. Du er nemlig så meget mere, end diagnoserne. Jeg ved, at diagnoserne kan gøre situationer mere svære for dig. Dog håber jeg, at du har fået indtryk af, at der er rigtig mange ensomme unge mennesker derude, som ikke er ensomme pga. deres diagnoser, men fordi de har helt samme problem med nervøsitet som dig. Det er helt almindeligt.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ensomhed Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Headspace

Du kan både ringe og skrive til Headspace, og de har også afdelinger i hele landet, hvor du kan komme ind og tale med en rådgiver.

Læs mere

Studenterrådgivningen

Gratis rådgivning til studerende på de videregående uddannelser, der oplever psykiske eller sociale problemer. F.eks. stress, eksamensangst, depression, ensomhed mm.

Læs mere
Chat
Chat