Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ensomhed og mentalproblemer

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Hvor er det ekstremt modigt, at du har skrevet sådan et udførligt brev ind til os.

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind din situation og følelsen af ensomhed. Jeg synes at du skal vide, at jeg har snakket med virkelig mange unge mennesker på din alder, som står i helt samme situation som dig. I den situation, hvor man føler sig alene og desperat efter nogle venner. Vidste du godt, at du langt fra var alene om det?

Selvom du nu ved, at du ikke er den eneste som føler ensomhed, så må det stadig være hårdt at være i, tænker jeg. Så hårdt, at du faktisk har valgt at kontakte os nu.

Det er så vigtigt, at man tør snakke om ensomhed og tør tage det første skridt. Du skriver i dit brev, at du har nemt ved at blive nervøs, men alligevel har du lagt det bag dig og skrevet ind til os. Det har jeg stor respekt for.

Du beskriver i dit brev, at du har venner som du taler med i skolen. Det lyder dejligt for dig. Du beskriver også, at du oplever at blive nervøs, når du så skal til at snakke med dem udenfor skolen. Er det rigtig forstået? Præcis dét du skriver, det er et stort problem for mange (også dem uden diagnoser!). Jeg vil rigtig gerne give dig nogle ideér til måder, som du kan gribe tingene an fremover.

Når man gerne vil være bedre til noget, så handler det om at øve sig. Det har du hørt før, tænker jeg? Det gælder altså også med venskaber. Det betyder, at man faktisk skal ”øve” sig i at få venner, for at det bliver nemmere. Du skriver, at du har lidt diagnoser med i bagagen, men at du faktisk ikke har problemer med at læse andres følelser og kropssprog. Det er virkelig en stor fordel, du har lige dér! Har du tænkt over det?

Nu handler det så om, at du skal øve dig i at bruge de kvaliteter du har. Det kan virke meget ubehageligt, at spørge de andre efter skole, om man må tage med ud. Det beskriver du også. Man kan være bange for, at de afviser en. Er det måske også det, som du er bange for?

Har du overvejet, om du nogensinde selv kunne finde på at afvise én, som spurgte dig, om vedkommende måtte tage med ud efter skole? Ofte, så er folk bare glade for, at andre gerne vil hænge ud med dem. Måske du skulle samle lidt mod og prøve det af igen? Du kan eventuelt starte med at spørge de venner, som du allerede snakker med oppe på skolen.

Du skriver også, at du kan blive nervøs over, hvad man skal snakke om. Det kan jeg virkelig godt forstå. Det er aldrig rart, hvis det er akavet stilhed. Det er der faktisk ikke nogle mennesker, som synes er rart. En start for dig kunne være, at du sørger for at tage med flere end 1 person ud efter skole. På den måde, så kan du i begyndelsen være lidt i baggrunden, mens de andre fører samtalen. Når du så efter lidt tid føler dig tryg, så kan du begynde at byde ind/svare med på spørgsmålene. Hvad tænker du mon om det?

Jeg kan læse, at du virkelig godt kan lide at tage i teater. Det kan jeg godt forstå. Det er så skønt! Mon der kunne være nogle andre, på din alder, som er i teateret på samme tid med dig, som du kunne snakke med? Man kan altid starte med at snakke om det teater man har oplevet. Det kan i begge snakke med om. Efter et par gange, så kan det være at du føler dig mere tryg til at spørge om andre ting, end kun teaterstykket. Kunne det være en mulighed?

Ellers, så er det også altid en god idé at finde flere aktiviteter man kan gå til sammen med andre. Sport/spil/lege/tegne/computer, det er egentlig lige meget. Så længe det interesserer dig! Her kan man jo også møde nye mennesker, som man har interesser tilfælles med. Kunne det lyde som noget?

Hvis du hellere vil prøve at snakke med nogle helt ”nye” unge, som ikke går i din klasse, så kan jeg virkelig anbefale dig at tjekke Ventilen ud. Det er en gruppe, for unge mellem 15-25 år, som har brug for at finde vej ud af ensomheden. Der laves arrangementer hvor man mødes og laver aktiviteter sammen. Jeg ved, at der er andre unge med diagnoser dér også. Ikke at det har en stor betydning, men det skal ihvertfald ikke skræmme dig væk.

Til slut, så vil jeg huske dig på, at øvelse gør mester. Og venskaber kræver øvelse. Det kræver det fra alle! Det vil nogle gange gå godt og andre gange være mere svært. Jeg håber virkelig, at du i mit brev kan finde nogle ting du vil prøve af. Du er nemlig så meget mere, end diagnoserne. Jeg ved, at diagnoserne kan gøre situationer mere svære for dig. Dog håber jeg, at du har fået indtryk af, at der er rigtig mange ensomme unge mennesker derude, som ikke er ensomme pga. deres diagnoser, men fordi de har helt samme problem med nervøsitet som dig. Det er helt almindeligt.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat