Kære pige på 13 år
Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du har skrevet til os, når du har det svært, både i forhold til ensomhed og angst. Jeg vil forsøge at hjælpe dig så godt som overhovedet muligt. Og det er helt okay, at du skriver om flere forskellige problemer i dit brev, det må man meget gerne gøre.
Jeg har delt mit svar op, så jeg først svarer på den del af dit brev, der handler om angst, og til sidst svarer jeg på den del, der handler om dine veninder.
Du skriver, at du er ret sikker på, at du har angst, og at du blandt andet får nogle panikanfald. Det lyder meget ubehageligt, så det er rigtig godt, at du fortæller det til nogen. Du fortæller også, at du tidligere har fået panikanfaldene mange gange, men at du det sidste år kun har fået det et par gange. Det er selvfølgelig rigtig godt, at det er blevet lidt bedre. Men når det ikke er stoppet helt endnu, skal vi prøve at se på, hvad der kan gøres for at hjælpe dig.
Du fortæller også i dit brev, at du om aftenen kan blive stresset over, om du skal på toilettet, og om du skal op midt om natten. Du skriver, at det nok lyder mærkeligt og dumt, men du skal vide, at det gør det slet ikke. Der er rigtig mange, der har angst, og angst kommer i mange forskellige former. Så du skal på ingen måde føle, at dine problemer er forkerte eller mærkelige.
Det er rigtig godt at høre, at dine forældre er gode til at hjælpe dig, så du ikke er alene med det. Og selvom de ikke kan få angsten til at gå væk, kan de måske hjælpe med at finde ud af, hvad der så kan gøres.
Jeg tænker på, om du kunne tale med dine forældre om det igen og måske spørge, om de vil tage med dig til lægen? Som du skriver, kan det nemlig være rigtig dejligt at snakke med nogen om det, og det kan man også med sin læge. Selvom det ikke hjalp at komme til børnepsykolog, er der heldigvis masser af andre muligheder for at få hjælp. Og din læge ved, om hun eller han selv kan hjælpe dig, eller om der er en anden, der bedre kan hjælpe dig.
I forhold til dine tanker omkring tøj, skal du vide, at vi her på BørneTelefonen hører fra rigtig mange på din alder, der har det på samme måde som dig. Mange børn og unge tænker over, om de går i det rigtige tøj, der er på mode. Og der er også mange, som ikke har lyst til at tage noget tøj på, som er anderledes end de andres.
Vil det kunne hjælpe dig at tænke sådan her: “Hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg tager noget helt andet tøj på end de andre?”. Svaret kunne måske være, at de andre kunne sige, at tøjet ikke er flot, og det kan man jo godt blive ked af. Men hvad nu hvis andre i klassen har det som dig og synes, det er sejt, at du går i det tøj, du bedst kan lide? Måske ville nogle af de andre så få mod på at gøre det samme som dig.
Du skriver, at dine to veninder går meget op i mode og TikTok-danse, og at det gør du bestemt ikke. Kunne der måske være andre i klassen, som har nogle interesser, som passer bedre til dine interesser? Det kan tit være lidt lettere at få nye venner, hvis man har nogle ting til fælles, som man kan snakke om i starten.
Jeg synes også, at du skal prøve at snakke med din klasselærer om, at dine veninder holder dig ude. Sådan skal det ikke være, og din klasselærer skal hjælpe med at løse det, hvis der er nogle problemer i klassen.
Jeg håber, at du vil få talt med dine forældre igen om dine panikanfald, så de måske kan tage med dig til lægen. Og så håber jeg, at du vil få talt med din lærer, så du kan få hjælp til at få det meget bedre i klassen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen