Kære du
Tak for dit brev. Hvor er det godt, du skriver. Det lyder som om, det er en rigtig ubehagelig situation, du er i. Det virker altid meget hårdt på os alle sammen, hvis vi bliver ignoreret, og det er ikke i orden, at du ikke er respekteret - ligegyldigt hvad grunden så er.
Dit brev fortæller mig, at du må føle dig alene, og du skriver jo også i overskriften, at dit brev handler om ensomhed. Jeg vil gerne prøve at give dig nogle ideer til, hvad du måske kan gøre, så ensomheden kan komme til at fylde mindre.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at ansvaret for om børn føler sig ensomme også er de voksnes ansvar – i skolen er det tit lærerne. Ved dine lærere mon, at du mærker ensomheden? Måske har du en lærer, som du har særlig meget tillid til, og som du måske kunne snakke med om, hvornår ensomheden kommer? Måske kan du lave nogle aftaler med læreren om, hvordan han eller hun kan hjælpe til med, at ensomheden ikke kommer ind i dit liv. Det kunne være, at læreren kunne hjælpe med, at du og dine klassekammerater fx inden et frikvarter kan aftale, hvem der skal lege med hvem. Det kan også være, at I efter frikvartererne kan snakke om, hvordan det var med ensomheden. Kunne det mon være en idé?
Det kan også være, at det er anderledes i timerne, hvor lærerne styrer undervisningen. Når lærerne styrer undervisningen, bliver du måske sat sammen med nogle andre, som du skal lave noget arbejde sammen med. Er det mon sådan for dig? Hvis du kan mærke, at ensomheden ikke fylder lige så meget i sådanne situationer, kan du måske bede dine lærere om, at der kommer flere af den slags situationer.
Jeg bliver nysgerrig efter at finde ud af, om der er situationer, hvor ensomheden er mindre end andre gange? Du skriver, at det er i klassen at ingen vil være sammen med dig, lege med dig eller tale med dig. Hvordan er det i andre sammenhænge? Går du fx til nogen fritidsaktiviteter, hvor du har venner, du kan tale med og lege med? Måske har du nogen venner, som du kender andre steder end fra skolen? Hvis det er sådan, så kan du prøve at tænke på, hvorfor der mon er den forskel. Måske kan du få det gode venskab, du kan have med andre, til at smitte af på det, der foregår i skolen?
Jeg synes, det er vigtigt, at du får nogle voksne at tale med, så du ikke skal gå med dine tanker alene. Kunne det være en mulighed, at du talte med dine forældre om det? Måske har du allerede fortalt det til dine forældre, og måske synes de, det kan være svært at hjælpe dig. Hvis det er sådan, kan du, hvis du har lyst, vise dem det brev du har skrevet og svaret her.
Dine forældre kan også ringe til ForældreTelefonen på 35555557. På ForældreTelefonen kan de få ideer til, hvordan de kan hjælpe dig.
I mit svar til dig, har jeg stillet dig nogle spørgsmål, som du måske har lyst til at svare på. Måske kunne det være rart for dig at snakke mere direkte med en rådgiver, og det kan du gøre ved at sms'e til 116111 eller logge på chatten. Vi vil rigtig gerne snakke mere med dig.
Jeg synes, det er rigtig sejt, at du har haft mod til at skrive brevet. Jeg håber på, at du har fået nogle svar og ideer, som du kan bruge til noget. Jeg tænker på, at dit brev kan være med til, at du får det anderledes, for det er stærkt af dig, at du gør noget ved det. Held og lykke med det hele.
Mange tanker til dig fra BørneTelefonen
