Brev

Ensomhed i skolen

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Det er dejligt at høre, at du ser så positivt på dine klassekammerater, at du kan se, at de er nogle dejlige mennesker, selvom du føler dig udenfor. Det betyder, at du har et rigtig godt udgangspunkt.

Og så har du et par gode veninder. Det er også en rigtig god ting.

Jeg kan godt forstå, at du ikke tør sige til din lærer, at du føler dig udenfor, når du har oplevet, at det er blevet værre efter sidste gang, du gjorde det.
Jeg tænker alligevel, at det kunne være godt at få talt med din lærer, for jeg tænker ikke, at det er dit ansvar at løse det alene. Og rigtig ofte kan lærerne faktisk godt hjælpe, hvis de helt konkret prøver at lave andre måder at arbejde sammen på i klassen, og hvis de ved, at de skal holde lidt øje med, hvad der foregår blandt eleverne. 

Du kunne fx sige til din lærer, at du har svært ved at finde ud af, hvem du ville passe godt sammen med i samarbejder; og at du gerne vil have lidt hjælp til det. Og så tror jeg, det vil være godt, hvis du siger til din lærer, at det ikke gik så godt, sidst du talte med hende om det, så hun ved, at løsningen ikke er at tage en snak om det på klassen.

Måske kunne du foreslå din lærer, at han/hun enten laver nogle faste grupper, eller hjælper med at danne grupperne nogle af de gange, I skal samarbejde.
Du kunne også fortælle din lærer, hvem du helst vil sidde sammen med i klassen.
Og du er i din gode ret til at sige til din lærer, at han/hun ikke må sige til de andre, at I har talt sammen, fordi du synes, at det er rarest, at det bliver holdt privat. Det skal din lærer respektere.

Hvad fritiden angår, er det svært for en lærer at gøre noget, når I er blevet så gamle, men måske kan dine forældre hjælpe, hvis du taler med dem om det.
Måske kunne du få lov til at invitere pigerne på filmaften og overnatning, hvis I har plads til det. 
Nogle gange skal der nogle særlige arrangementer til at få knyttet en gruppe sammen. Eller dine forældre kunne arrangere noget i fællesskab med nogle af de andre forældre i klassen. 

Du kunne også prøve at tale med dine veninder om det. Måske kan de også hjælpe dig. Ville det være en idé?

Og hvis du ikke synes, at noget af det hjælper, så synes jeg, at du skal ringe herind, så du kan få en snak med en rådgiver om, hvad du ellers kan gøre. Husk, at du er anonym, og at det er gatis.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat