Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ensomhed. Har ingen venner

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Tak for dit brev til BørneBrevkassen, det er godt du skriver. Du har helt ret i det, du skriver om, hvor vigtige venskaber er. Jeg kan godt forstå dig, når du gerne vil af med den følelse af at være ensom. Det må bestemt ikke være rart for dig, og selv om du har det fint sammen med din mor, vil jeg give dig ret i, at du også har brug for børn på din egen alder.

Du skriver selv om fritidsinteresser, dog med de overvejelser at du ville være den eneste, der var nybegynder til det. Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg kender rigtig mange børn, der skifter imellem forskellige fritidsinteresser. Når de skifter, starter de jo hver gang forfra, så jeg spekulerer på, om det alligevel kunne være noget, du ville overveje? Måske kunne du få en prøvegang, for lige at se om det ville være noget for dig..?

På mange skoler er der tilknyttet ungdomsskoler, hvor man kan gå til forskellige kreative ting. Er det måske en mulighed på din skole? Hvis det er, kunne du måske kikke lidt i den retning? Hvis der ikke er sådanne tilbud på din skole, kunne du måske besøge jeres bibliotek. På bibliotekerne kan man ofte finde oversigter over, hvad der er af kreative tilbud i nærområdet. Hvad tænker du om det?

Nogle gange kan det være svært selv at få åbnet op overfor dem i klassen, og måske kunne du hente støtte til det ved at tale med din lærer? Kunne du fortælle en sød lærer om, hvordan du har det? Hvis det er svært, kunne du vise dit brev hertil.

Ved at fortælle hvordan du har det til din lærer, kunne han eller hun måske give dig støtte og gode råd. Det kan være, der kan ændres på den måde I sidder på i klassen, eller der kunne tages hensyn til det ved gruppearbejde... Hvad tænker du mon om det?

Måske har du svært ved at tage initiativ og komme i kontakt med dem, du går i klasse med, men kan du alligevel komme i tanke om nogle gange, hvor det er lykkedes? Kunne du tale med din lærer om det, måske kunne I sammen genskabe nogle af de situationer?

Du har ret i, at der er rigtig mange på din alder, der bruger Facebook meget. Det kan måske føles som en stor overvindelse for dig pludselig at ”like” noget derinde. Måske ved du det allerede, men ellers vil jeg fortælle dig, at du kan fjerne din ”like” igen, ved det lille kryds i hjørnet.

Var det en mulighed, at du overvandt dig selv og bestemte med dig selv, at du skulle ”like” en ting, måske bare et par gange om ugen? Hvad tænker du, der kunne ske, måske kommer der andre, der ”liker” det samme.

Har du talt med dine forældre om en ny skole og dine tanker om efterskole? Hvad tænker du, de vil sige til det? Var det en mulighed for dig at tale med dine forældre om det, måske kunne I sammen tale med din skoles studievejleder? Måske kan din studievejleder hjælpe dig, i forhold til hvad der ville være af muligheder hvor netop du bor.

Jeg kan godt forstå dig, at det må være fristende at kunne starte på en frisk med en ny skole, det ville være dejligt. Jeg ved, at det er noget, der har hjulpet for nogle børn, der har haft det svært på de skoler, de var på. Desværre kender jeg også børn, hvor et skoleskift ikke har hjulpet dem. Det er ikke noget, man kan forudsige, der er rigtig mange ting som påvirker et skoleskift. Det er ikke noget, du som barn selv kan bestemme, heller ikke selv om det er dig, det handler om.

Jeg tænker, om du måske kunne have lyst til at tale om, hvordan du har det med en af Børns Vilkårs rådgivere. Det kan du gøre ved at ringe til BørneTelefonen på 116 111, det er gratis at ringe dertil, og du behøver ikke engang at fortælle, hvad du hedder.

Mange kærlige hilsner

BørneBrevkassen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat