Brev

Ensomhed, Bange & selvomord…

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige 12 år,

Det er svært at føle sig ensom, og derfor er det også vigtigt at du får hjælp fra voksne.

Du skal ikke gå alene med alle de svære tanker og følelser. Og du skal bestemt ikke have det så svært, at du får lyst til at tage livet af dig selv. Det er de voksne omkring dig, der skal hjælpe og passe på dig.

Dine forældre

Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor mon du tror, at dine forældre ikke vil gøre så meget ved det, hvis du fortæller hvor svært du har det.

Har du mon prøvet før, og er blevet skuffet?

Tror du de ved, hvor svært du har det og forstår, hvor alvorligt det er for dig? 

Hvad tror du der ville ske, hvis du alligevel fortalte dem det, som du har fortalt os? Måske viste dem dit brev til os?

Dine forældre har ansvaret for, at du har det godt og trives derhjemme. Så det er vigtigt, at de lytter til dig og hjælper dig, hvis du får fortalt, hvordan du har det.

Andre voksne

Hvis du i første omgang synes, at det er svært at tale med dine forældre, hvilken voksen kan du så fortælle det til?

Måsk en voksen i familien (fx moster, tante, bedstemor) En lærer? En pædagog? Sundhedsplejersken på skolen?

Så kan de hjælpe dig med at tale med dine forældre. Det kan nogen gange være lettere, hvis der er flere voksne der kan tale sammen om, hvordan de kan hjælpe.

Dine forældre og andre voksne er også altid meget velkommen til at kontakte os på ForældreTelefonen. For det kan nogen gange være svært for forældre og andre voksne, at vide hvordan de bedst kan hjælpe. Og så er det godt med råd og vejledning.

Skolen

Din skole har ansvar for at alle børn på skolen har det godt. Og jeg tror ikke du er den eneste, der syntes, at det er svært med alt det man skal gøre for at være populær.

Det er faktisk nogle rigtig dårlige værdier, at det er penge, mærketøj og mobiler der er vigtige. Det lyder som om, at der i jeres klasse og på skolen, er brug for at de voksne bruger tid på at vise alle børnene, hvad der har ægte værdi når mennesker skal trives sammen.

Hvad tror du der ville ske, hvis du viste din lærer dit brev og mit svar? Og fortalte at du gerne vil have at du og alle andre, skal føle sig glade og trygge i skolen. Og ikke føle sig ensomme eller bange.

Find dit mod

Jeg ved, at det kan være svært at starte en vigtig samtale med en voksen. Uanset om det er ens forældre, en lærer eller en anden.

Men det er vigtigt at du finder modet til at gøre det - ligesom du fandt modet til at skrive til os.

Hvis du har brug for at tale mere med os, inden du fortæller det til en voksen du kender, så husk du altid kan ringe til os. Nogen gange er det lettere at tale sammen på telefonen, end at skrive et brev.

Mange kærlige hilsner BørneTelefonen

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat