Kære pige på 11 år Tak for dit brev, hvor du fortæller, at du føler dig ensom, og ikke ved hvad du skal gøre. Det er ikke sjovt at føle sig ensom eller udenfor i skolen. Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre. Jeg er rigtig glad for, du skriver herind. Jeg forstår det som om, at du har gået på din skole i nogle år efterhånden? Har du følt dig ensom i al den tid, du har gået på skolen, eller har der været et tidspunkt, hvor du følte, du havde nogle veninder i skolen? Og hvis der har været det, hvad ændrede sig så? Det lyder som om, at du ser 2 veninder uden for skolen, men at de veninder er helt anderledes, når I så er i skole og er sammen med en tredje pige. Har du mon nogensinde sagt til dem, at du er ked af, at de er andeledes når I er i skole? Og spurgt dem om hvordan det kan være? Måske kunne det hjælpe at tale med dem om det, så de ikke lader den sidste pige skubbe dig væk i klassen. Jeg tænker også på, om du mon har nogle andre veninder udenfor skolen? Måske nogle veninder fra din tidligere skole? Hvordan kan det mon være, at du tænker, det er for sent at gå til nogle af de andre piger i klassen? Selvom du ikke har været så meget sammen med de andre piger i klassen tidligere, kan det jo godt være, at du gerne må være med i deres leg. Har du mon nogensinde spurgt dem, om du må være med i deres leg f.eks. i frikvarteret?
Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at gå hen og spørge nogle piger, som man ikke rigtig har leget sammen med før, og det kan godt kræve en del mod, men jeg tænker, at det værste der kan ske, må være at de siger nej, og så er situationen jo næsten den samme, som den er nu. Hvad tænker du om det? Du skriver, at du ikke kan sige det til din klasselærer, hvordan kan det mon være? Er det måske fordi, du er bange for, at din lærer ikke vil høre efter, hvad du siger, eller er det måske fordi du tror, at de andre piger vil blive sure på dig, hvis de finder ud af, at du har sagt det? Jeg tænker nemlig, at det kunne være en god idé at tale med din lærer om det, så hun kan forsøge at hjælpe dig.
Det lyder som om, at du allerede har sagt det til din mor, men at du synes, hun ikke lytter. Men måske din mor kunne hjælpe dig med at få det fortalt det til din lærer? Måske skal I til skole-hjem-samtale snart, eller din mor kunne ringe til din lærer og tale med hende om det? Jeg håber, at du kan bruge mine råd til noget. Du er også velkommen til at skrive til BørneChatten eller ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for flere råd om, hvad du måske kan gøre. Mange hilsner BørneTelefonen