Kære pige på 15 år.
Mange tak for dit brev. Det er slet ikke sjovt at føle, at man er ensom. Så hvor er det godt, at du skriver herind og beder om råd.
Du skriver, at det altid er dig, der kontakter dine veninder. Det er rigtig flot, at du kan det og selv søger at komme ud af det, at føle sig ensom. Det fortæller mig, at du har rigtig meget styrke til at gøre det, der føles rigtig for dig. Det er ikke alle der har det.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, mon dine veninder også føler sig ensomme engang imellem? At de måske ikke tør at ringe og spørge andre, om de vil være sammen, og måske bliver rigtig glade, når du ringer? Kunne det mon være noget, du kunne spørge dine veninder om? Altså om de også kan føle sig ensomme?
Det kunne måske hjælpe, hvis en af dine veninder gik til en fritids-aktivitet, som du synes er spændende, at spørge din veninde om du må komme med en dag, fordi du har tænkt, at det måske også kunne være noget for dig. Måske det kunne være en mulighed?
Jeg ved ikke, hvor meget du har snakket med dine forældre om det, at du får følelsen af at være ensom? Det kunne være, at de har nogle idéer til, hvad du kan gøre, når du får denne følelse. De kender dig jo aller bedst. Og de ved jo også, hvad du er rigtig god til. De kender også den by, du bor i, og hvad man kan lave i nærheden. Så måske de kan hjælpe med at finde ud af, hvad du kan lave efter skole, så du ikke føler dig ensom.
At bo i en lille by hvor der ikke sker så meget, kan jeg godt forstå, kan virke kedeligt. Når man er 15 år, så vil man så gerne opleve en masse ting. Og der skal ske noget hele tiden. Det er også gennem oplevelser, at man kan udvikle sig. Så jeg forstår godt, at du gerne vil have, der skal ske noget i hverdagene og weekenden.
Mon der er en større by tæt på, hvor du bor, hvor der sker nogle ting, som er interessante for dig? For hvis der er det, kunne det måske være en idé at snakke med dine forældre om, at de snakkede med alle de forældre til de veninder du har, om man kunne lave en slags kørsels-ordning, så de forskellige forældre kunne køre jer frem og tilbage og sørge for, at I kunne komme hen og opleve noget. Kunne det måske være en mulighed? Hvis alle dine veninder bor i samme by, så må de da også føle, at de mangler nogle ting at lave? Så kunne I måske sammen snakke om, hvad I kunne tænke jer at opleve.
Jeg håber virkelig meget, at du kan bruge nogle af de forslag, jeg er kommet med. Eller må rigtig gerne ringe her ind til vores dygtige rådgivere på 116 111, hvis du har brug for andre forslag.
Mange tanker fra BørneTelefonen
