Ensomhed
Hej.
Håber at i vil læse det hele færdigt!??
Jeg er en pige på snart 16 år gammel der ikke har haft nogen nem barndom.
Jeg har mere eller mindre altid været ensom, lige siden børnehaven.
Jeg er blevet mobbet i 6 år, fra ca 0 – 6. Klasse, og det endte med at jeg skulle indlægges på et psykiatrisk hospital.
Der var jeg så indlagt i ca 3 måneder.
Efter indlæggelsen kom jeg straks i specialklasse i et års tid, indtil nogen fandt ud af at jeg jeg var for “dygtig” til at gå i specialklasse.
Nu går jeg i 9 klasse i en helt almindelig klasse, og det har jeg virkelig kæmpet for.
Jeg søger altså stadig venner, jeg har aldrig rigtig haft nogen venner, da jeg også har flyttet klasse og skole så mange gange.
Jeg har bare virkelig brug for en veninde som kan støtte mig og forstå mig lige nu, da jeg virkelig har brug for det!
Jeg går bare alene dag efter dag, og søger og søger.
Jeg er ved at være træt af at tage intiativet konstant.
Jeg tænker tit på om jeg skal give op, men nej!
Jeg er noget så langt, det ville være spild af alt den tid og mentale “kræfter” for at nå hertil hvor er står lige nu.
Jeg har talt med en psykiater et par gange inde for den seneste måneds tid, og jeg har en tid snart igen.
Jeg har udfyldt en masse papir som psykiateren har givet mig, omkring depression mm.
Jeg er ved at være så træt af at fortælle min historie om og om igen til alle mulige mennesker.
Det eneste jeg ønsker mig er en rigtig ven.
Jeg går i en gruppe for ensomme unge som jeg lige er startet på, men det er ikke ret tit at den har åbent.
Jeg går bare dag ind, og dag ud uden nogen venner.
Hjælp.
Hvad skal jeg gøre?
Knus den ensomme pige.