Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ensomhed

Hej bb
jeg er en pige på snart 15, og har haft nogle problemer med min gode veninde her på det sidste, vi har kendt hinanden i godt 2 år, og før det havde hun to andre gode veninder, i starten ville jeg ikke komme imellem dem men efterhånden blev jeg gode venner med dem alle 3. mig og min veninde, rider meget sammen, og når vi gør det deler vi nærmest alt, det er tit hun fortæller mig noget som hun ikke fortæller de andre to.

nu er det så bare sådan at vi er startet i skole igen, og de andre to tøser snakker ikke med mig mere, og så er det som om at min veninde tilsidesætter mig. jeg har haft nogle problemer med min mor og søster fordi jeg føler mig tilsidesat derhjemme, det ved min veninde også alt om. vi har ikke redet sammen i en uges tid, så jeg tænkte jeg ville snakke med hende i skolen, men hun taler slet ikke med mig, hun går halvdelen af gangene eller giver mig et kort svar og starter en samtale med en anden. pga. det her har jeg prøvet at gå med nogle andre grupper, men der er ikke rigtig nogen jeg kan særlig godt sammen med, så jeg har siddet alene i de fleste frikvartere eller låst mig ude på et toilet og bare siddet der.
 
igår kom hun hen til mig og jeg håbede på det var for min skyld, men hun ville bare fortælle mig om at hun havde nogle problemer med en af de andre to piger, som hun alligevel fik løst en halv time senere. jeg føler mig svigtet fordi jeg altid har været der for hende, og hørt på hendes problemer når hun har haft brug for det. normalt ville jeg gå til hende med et problem men det er svært når det er om hende.

jeg vil helst ikke snakke med hende om det for hun har altid stærke holdninger som hun siger ligeud, og jeg tror det ville ende med en diskussion og så ville vores venskab være helt ødelagt. Og siden hun kender alle mine hemmeligheder ville jeg være bange for at hun ikke holdt dem. jeg vil ikke snakke med nogen andre fra skolen om det, for jeg syntes ikke mit problem er så stort og jeg er bange for at folk ville syntes jeg er selvoptaget, for jeg ved at andre har større problemer end det her…. I må undskylde det blev så langt men hvad skal jeg gøre? ….på forhånd tak.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige
Tak for dit brev. Det lyder til, at det er svært, at være dig lige nu... Det er aldrig rart at blive uvenner med sin bedste veninde. Uvenner kan man vel heller ikke sige I er, som du beskriver det, så oplever du vel mere, at hun bare trækker sig fra dig, at hun ikke vil dig?
Umiddelbart, så tænker jeg, at du måske kunne prøve at fortælle hende, at du bliver ked af det, når I sådan undgår hinanden. Måske ville det være en ide at sige til hende, at du har brug for hendes venskab, at du savner hendes nærhed og fortrolighed?
Jeg kan forstå på dit brev, at du ikke mener, der vil komme noget godt ud af at tale med hende? Men jeg tænker også, at tavsheden og fortielsen heller ikke er god for jeres venskab. Hvis nu I finder sammen igen, så tror jeg altid, du vil huske, hvor ubehageligt du har det lige nu... 
Jeg tænker, at hvis I nu bliver rigtig gode veninder igen og forhåbentlig får den ”gamle” fortrolighed og nærhed, så er det nok nødvendigt at tale med hende om det, du oplever og føler. Måske ville sådan en snak gøre jeres fremtidige venskab stærkere og lettere? Hvis du kunne tale med hende, så ville det måske blive nemmere for jer at være ærlige og trygge ved hinanden i fremtiden?
Jeg tænker også, at din veninde måske synes, det er for svært at dele fortrolighed og ærlighed med 3 personer. Det bliver nemt overfladisk og flygtigt. Jeg tænker, det måske er for sårbart for din veninde at brede sin fortrolighed ud til flere, så måske er det derfor, du oplever, at hun tager afstand fra dig? 
Ofte er det sådan, at når flere piger er sammen, så kan det føre til konkurrence og sladder. Jeg kan se, du har tænkt på, om der måske var andre i klassen, du kunne få et venskab med. Du har haft en føler ude, men du skriver også, at du ikke taler med andre om dine tanker, følelser og problemer, fordi du ikke vil ”fylde for meget” og virke selvoptaget. Det kan jeg godt forstå, men på den anden side, så opstår venskaber tit, når man oplever, at en anden person tør være ærlig, åben og sårbar. Så måske skulle du alligevel give det en chance?
Du skriver, at du rider, men ikke om du har andre fritidsinteresser? Måske er det i det forum, du skal finde en ny veninde, som du kunne blive fortrolig og tryg ved? Tror du, det ville kunne være en mulighed?
Når man skal etablere nye venskaber, så kræver det mod, kræfter og vilje, og det tænker jeg, du har – jeg kan forstå på dit brev, at du har brug for en ændring i dine venskaber. Du har forstået og indset mange væsentlige ting og tænkt mange rigtige tanker. Hvis der skal ske noget, så tænker jeg, at du aktivt må handle. Tror du ikke, det vil være muligt for dig? 
Du skal også vide, at du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller logge på UngeChatten, hvis du har brug for at snakke din situation i gennem med en af vores rådgivere. 
Held og lykke fra BørneBrevkassen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat