Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ensomhed

Hej bb.

Jeg er en pige på 12, jeg føler mig utrolig ked af det hele tiden.

Jeg har snakket lidt om det med min klasselærer, men han forstår mig ik, det er der ikke rigtig nogen der gør..

Jeg har tit ondt i maven og hovedpine, jeg har tit svært ved at sove og jeg har svært ved at lære ny mennesker at kende.

Jeg sidder altid alene i frikvartererne. Jeg føler mig utrolig ensom, men jeg har ikke rigtig lyst til at have venner.

Hver gang jeg har prøvet at blive venner med nogen, er jeg bare blevet skiftet ud med en anden. Så nu er jeg nærmest bange for at blive venner med nogen igen. Det er nærmest min måde at sørge for ikke at blive såret igen. Men det er ikke rart altid at være alene.

Jeg vil bare virkelig gerne have hjælp!

Kh. Mig

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år.

Hvor er det godt, du reagerer på din følelse af ensomhed, for det er vigtigt, at der bliver gjort noget ved det, når man har det som du beskriver.

Det lyder på mig som om, at du allerede har gjort dig en masse fornuftige tanker og noget af det første jeg lægger mærke til ved dit brev er, at du fortæller, du flere gange har prøvet at blive venner med nogen. Det er fantastisk sejt af dig og viser mig, at du er en stærk pige der ikke bare giver op.

Du fortæller også, at du allerede har prøvet at snakke med din klasselærer. Det er rigtig modigt gjort. Det er så ærgerligt, at du ikke føler, han forstår dig. Kunne der mon være en anden lærer du bedre ville kunne snakke med? Det behøver jo ikke at være ens klasselærer.

Når du fortæller mig, at du tit har ondt i maven, hovedpine og har svært ved at sove, tror du så det handler om, at du er ensom? Mange triste følelser kan tit sætte sig i kroppen som noget fysisk man mærker. Og forhåbentlig vil det gå væk når du får nogle gladere tanker. Men måske kunne det alligevel være en god idé at gå til lægen og blive tjekket?  

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, om du har snakket med dine forældre om hvordan du går og har det? Hvis du ikke har snakket med dem, tror du så ikke de kan mærke på dig, at der er noget galt når du ofte går og har det skidt med hovedpine og ondt i maven? Kunne det mon være en hjælp for dig at snakke med dem og så kunne de måske snakke med din lærer om det?

Jeg kan godt forstå at du er bange for at blive såret og at du prøver at passe på dig selv, men som du også selv skriver, så er det ikke rart at være alene. Det er de voksnes ansvar at sikre du trives i skolen, så jeg håber du vil tage fat i dine forældre og en anden lærer, så du kan få det bedre.

Du er også altid velkommen til at ringe ind til os på Børnetelefonen på telefonnummer 116 111, hvor der også vil være nogen der vil lytte til dig.

De bedste tanker og hilsner fra Børnetelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat