Hej med dig,
Tak for dit flotte brev om oplevelse af ensomhed i klassen. Jeg er imponeret over, at du kan beskrive en så svær følelse som ensomhed så præcist. Ensomhed er nemlig en lidt mærkelig følelse, fordi man kan have en oplevelse af ensomhed selvom man er blandt en masse andre mennesker. Du beskriver at du har venner, men at ensomheden alligevel rammer dig, fordi I ikke har et klassefællesskab med bånd mellem jer. Jeg bliver nysgerrig på, hvad det er du kan, siden du har fået mange gode venner i de andre klasser. Kan du mon bruge nogle af de samme metoder til at komme ind i grupperne i din egen klasse eller er det anderledes derinde? Jeg kan hvert fald ikke lade være med at tænke, at du må være en imødekommende og sød pige, der tilmed også viser mod, ved at tage første skridt i forsøget på at lære eleverne i de andre klasser at kende. Det må have krævet mod og styrke!
Har I mon talt om det i klassen, det med grupperne og manglende fællesskab bånd i klassen? Nogle klasser holder klassemøder, hvor man taler om for eksempel sammenhold, mobning og venskaber. Har I mon sådan nogle møder i jeres klasse? Ellers er det måske noget, man kunne foreslå jeres lærer. Jeg tænker i hvert fald, at det ville være sundt for jeres klasse at tale om, hvordan man er sammen på en god måde, uden at udelukke nogen. Jeg tænker at det måske er flere i klassen, der ligesom dig, savner et stærkere fællesskab og derfor er det vigtigt at bringe på banen. Ville du selv have mod på at tale med din lærer om det eller ville det være rarere, hvis dine forældre gjorde det?
Du nævner også, at du er begyndt at få selvmordstanker. Du fortæller blandt andet, at du ikke ved hvad du kan bruges til. Uden at kende dig, synes jeg at kunne læse at du ”kan bruges” til rigtig mange ting. Jeg har en fornemmelse af, at du faktisk er en rigtig god ven. En ven som ved, hvad der skal til for at have det godt sammen. Men måske er det afvisninger fra gruppen, som giver dig følelsen af ikke kunne bruges til noget? Det er jo slet ikke ok, og alene kan det være svært at gøre noget ved tankerne og det der sker i klassen. Nogle gange kan livet være svært at blive klog på, og hvad man lige kan gøre ved tingene. Det betyder dog ikke, at det ikke skal leves, men at der er brug at få hjælp og støtte til det, der gør det svært. Derfor håber jeg, at du vil dele dine tanker med nogen tæt på dig. Måske det kunne være rart for dig at skrive nogle af de ting ned, som du er glad for. Det kan være, at du er særlig taknemmelig for en søskende, et kæledyr, en god ven, en rigtig god oplevelse eller andre ting som gør dig glad.
Derudover er jeg sikker på, at det vil hjælpe dig at tale med nogen om tankerne om selvmord. Det bør og skal du ikke gå med alene. Derfor håber jeg at du har mod på at fortælle det til for eksempel dine forældre, en lærer eller en anden voksen som du stoler på - det kan også være en af dine venner, som kan hjælpe dig med at snakke med en voksen. Hvis det er for svært at tale med en du kender om det lige nu, kan du også skrive det i en sms, og du er også altid velkommen til at ringe eller sms'e ind til BørneTelefonen på 116111. Vi er jo vant til at tale med børn om de ting der er svære og vigtige, og man behøver hverken at fortælle hvem man er eller hvor man bor.
Jeg ønsker dig alt det bedste
Med venlig hilsen
BørneTelefonen