Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ensomhed

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Du skriver, at du har brug for håb. Det kan jeg godt forstå, det er vigtigt – ikke mindst i denne tid med Corona.

Du håber særligt på, at du kan få en dejlig konfirmationsdag og fest – og det forstår jeg virkelig godt.

Jeg får lyst til at fortælle dig, at rigtig mange unge skriver til os, at de føler sig meget ensomme på grund af Corona. Det fortæller jeg, fordi det nogle gange kan hjælpe, at man ikke er den eneste i verden, der kæmper med ensomhed og urolige tanker om fremtiden.

Jeg kan godt følge dig i, at man kan håbe på at samle familie og venner snart… Men det er desværre ikke til at sige, hvornår det kan lade sig gøre.

Lige nu er mange i fuld gang med at vaccinere os alle sammen – og det giver håb om, at vi får en mere “almindelig” hverdag i løbet af dette år.

Og i takt med at det går fremad med at mindske smitten, vil der på sigt blive åbnet op for skolegang, konfirmationsforberedelse – og for at vi igen kan mødes med familie og venner. Så håb er der!

Mon I i familien taler om din kommende konfirmation? Det er en vigtig dag for dig – men det er det jo også for din familie. Alle forberedelserne er I nok fælles om?

Jeg tænker i hvert fald, det er vigtigt, du får talt med din mor og far om dine bekymringer. Når man fortæller andre om ens svære tanker, kan det også tit få noget af knuden i maven til at gå væk. Måske du kan finde et roligt tidspunkt på dagen og sige til dem, at du bekymrer dig meget om din fest, og du har brug for, at I taler det igennem.

Måske kan I have to planer – en hvis der er åbnet op til maj, og en hvor I udsætter festen (og konfirmationen?) til efteråret?

Det kan måske give dig lidt ro i sindet?

Indtil vi ved noget mere og kan mødes mange igen, er det vigtigt, at du holder kontakten til venner og familie – måske gennem telefonen eller over computerskærmen?

For mange er det også en hjælp at kunne mødes 2 og 2 og gå en tur sammen – med god afstand. På den måde kan man både få talt sammen, få frisk luft og lidt motion.

Jeg er ikke helt sikker på, om det er din læge, som har været med til at finde ud af, at du har angst og depression? Hvis du kan mærke, det er slemt lige nu, så synes jeg faktisk, at du skal ringe til din læge og bestille en tid. Det kan være en god idé at tage enten din mor eller far med til lægen.

Din læge kan henvise dig til en psykolog, som kan være rigtig god at tale med om alle de tanker og følelser, du har. Hvad tænker du mon om det?

Hvis du ikke allerede har talt med familie eller andre voksne om din angst og depression, synes jeg også, at du skal gøre det. Det er i hvert fald ikke noget, du skal gå alene med. Som du så fint skriver; du mangler hjælp og støtte til at fortsætte. Måske det kunne være en idé at vise dit fine brev til mig til fx dine forældre, din lærer eller en anden voksen, du har tillid til?

Mange børn skriver som sagt til os i denne tid og fortæller om ensomhed. BørneTelefonen har lavet en side, hvor du kan læse om og få ideer til, hvordan man kan komme igennem hverdagen lige nu. Den ligger her: https://bornetelefonen.dk/ensomhed/

Du er meget velkommen til at skrive igen eller ringe på 116111, hvis du har brug for mere hjælp.

Jeg håber, at du får talt med din familie, og at I får lagt en god plan for din konfirmation!

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

 

 

 

 

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat