Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ensomhed

Hej jeg er en dreng på 13 år jeg har nærmest ingen venner Kun online jeg keder mig hele tiden fordi der er ingen der gidder snakke med mig vær dag jeg skal lække mig til at sove græder jeg fordi det bare er nogen dårlige dage jeg ved ikke hvad jeg skal gøre plz hjælp

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 13 år.

Mange tak for dit brev. Det kan være rigtig svært at åbne op om følelsen af ensomhed. Derfor er det rigtig stærkt gået, at du fandt mod til at skrive til BørneTelefonen.

Ensomhed er en rigtig svær følelse. Vi hører fra rigtig mange børn, der føler sig ensomme. Det er ikke meningen, at du skal græde hver aften, fordi dine dage fyldes med ensomhedsfølelse. Jeg vil forsøge at give dig nogle gode råd til, hvordan du tager et skridt ud af ensomheden og mod at få det bedre.

Først får jeg lyst til at fortælle dig, at ensomhed er en individuel følelse. Nogle føler sig ensomme, når de er omringet af venner. Andre føler sig ikke ensom, selvom de er alene. Derfor er ensomhed ike synlig for andre. Derfor er det så vigtigt at turde fortælle om den. Præcis som du gør ved at skrive til BørneTelefonen. Har du mon fortalt det til andre?

Du skriver, at du kun har online venner. Online venner kan være rigtig gode og de kan på mange måder være lige så gode som fysiske venner. Så det er rigtig godt, at du har dem. Men som barn bruger man rigtig mange timer i skolen, hvor man ikke kan snakke med sine online venner. Derfor kan det være rigtig hårdt, hvis man ikke rigtig snakker med nogen i skolen. Er det mon sådan for dig?

Jeg tænker på, om du mon har fortalt dine online venner om følelsen af ensomhed? Det kunne måske være et godt sted at starte med at åbne op for følelsen af ensomhed. jeg tænker også på, om du mon kunne snakke med dine forældre om det? Nogle synes det er rart, at starte med at skrive et brev, som man kan give til sine forældre. Du kunne for eksempel vise dem dit brev til BørneTelefonen og mit svar til dig. På den måde kan man lettere få startet den svære samtale. Kunne det mon være en løsning for dig?

Jeg tror også, at det kunne være rart for dig, hvis din lærer kendte til følelsen af ensomhed. På den måde kan din lærer være opmærksom på og støtte dig i at få nogle relationer til dem i din klasse. Jeg ved ikke, om der er nogle i din klasse, du kunne forestille dig at være venner med?

Ellers er et godt råd til at få nogle nye venskaber at starte til en aktivitet. Er der mon noget, du kunne tænke dig at gå til? Jeg ved ikke, om det er over spil online du har mødt dine online venner, men man kan gå til eSport i nogle byer. På den måde får man nogle venner i den fysiske verden, som har de samme interesser som en selv.

Du kan læse mere om ensomhed og få flere gode råd til at bekæmpe ensomheden på BørneTelefonens side om ensomhed her.

Jeg håber, at du har fået nogle idéer til, hvordan du kommer et skridt ud af ensomheden. Følelsen vil nok desværre ikke gå væk på én gang. men jeg tror på, at det hjælper at få det sagt højt.

Du er altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111 eller chatte med en af vores dygtige rådgivere hvis du har flere spørgsmål om ensomhed. På den måde kan vi nogle gange komme med mere præcis råd, og du kan fortælle om vores råd er hjælpsomme for dig. 

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat