Brev

Ensom til tider

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 14 år.

Jeg forstår godt at du kan blive ked af det, når du indimellem ikke føler dig som en del af venindegruppen. I er rigtig gode veninder, men I har ikke de samme venner uden for skolen og du bruger ikke instagram som dem. Begge dele er med til at du indimellem kan føle dig anderledes og også ensom? Jeg forstår godt hvis det er sådan, du kan have det.

Mange børn skriver til os om det med at føle sig anderledes, fordi de ikke har det som resten af en gruppe…. Børn stiller sig selv spørgsmål, om de er  forkerte, fordi de ikke har det som flertallet. Mit svar til dem er: Nej, det er I ikke.

Jeg synes tværtimod, at det er godt, hvis man kan være tro mod sig selv og følge sine følelser. Men jeg ved også, at det kan være svært, og at man rigtig tit skal øve sig. For nogle mennesker betyder det øvelse hele livet.  Ved at du skriver til os og er ærlig overfor dig selv, er du allerede igang med det, og det synes jeg er flot.

Du skriver, at det måske er fordi, du er muslim og ser anderledes ud end de andre…Men uanset hvilken religion man har, eller hvordan man ser ud, så er det ok ikke at ligne andre. Faktisk er det tit sådan, at vi mennesker sammenligner os med andre og gerne vil passe ind. Derfor får vi hurtigt øje på alle forskellene.

Men der er jo også ligheder mellem dig og dine klassekammerater: I går i samme skole, har samme alder og oplever nogle af de samme forandringer i kroppen (selvom det er i forskelligt tempo). Det kan også være at I kan lide noget af det samme musik, film eller andet. Måske kan det hjælpe også at tænke på alle de ting, som du har til fælles med de andre?

Det er rigtig tit en stor hjælp, hvis man kan få talt med andre om hvordan man har det. Mennesker der holder af en, kan være med til at sige nogle gode ting til én. Ord som betyder, at man får mere tro på sig selv som den, man er.

For ensomhed er en følelse, som alle mennesker kan have. Den kan komme af forskellige årsager. Fx hvis man er uvenner med en god ven, man slår op med en kæreste eller hvis en fra familien er meget syg. Men det kan også være en mere generel følelse af ikke at føle sig god nok eller føle sig anderledes og forkert. Måske du kan genkende det?

Mon du har sagt til nogen, at du har det sådan? Jeg ved, at det kan være svært at sige højt, og til alle i en gruppe. Men måske du kunne prøve at sige det til den af pigerne du har det bedst med? Fortælle, at du kan blive lidt ked af det, når du oplever, at de er sammen uden du er med. Fortælle, at selvom du ikke bruger instagram som de andre, så undrer du dig over at du ikke tagges, for det vil du faktisk gerne.

Måske de ikke tagger dig, fordi de tror, at du helst ikke vil ..? Det er svært at vide, men du kan finde ud af det ved at spørge.

Jeg tænker på, om der mon er en lærer på skolen, som du vil kunne snakke med?  Det er nemlig lærernes arbejde at lytte til børnene i skolen og hjælpe dem til at få det godt.  For det er også sådan, at nogen gange kan man føle sig endnu mere ensom, hvis man går med sine tanker for sig selv. Få råd til hvordan her.

Hvis du synes, det er svært, at tale med en, du kender om det, så kan du også altid kontakte BørneTelefonen.  eller Headspace

Men der er som sagt mange andre, der også oplever ensomhed. Derfor kan det også være rart at læse om andres følelser og oplevelser, så føler man sig nemlig mindre alene. Læs breve og besvarelser om, ensomhed her.  

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig på vej.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat