ensom som aldrig før

Kære 13 årige pige

Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver herind til BørneTelefonen og rækker ud efter hjælp. Det fortæller mig, at du har nogle ressourcer at trække på, når det hele bare virker trist og uoverskueligt. Det er virkelig en god ting at kunne.

Jeg kan forstå på dit brev, at du er startet i en ny klasse, hvor I  skal lære hinanden at kende. Grunden til at jeg tror det, er at du beskriver hvordan din mor prøver at opmuntre dig, ved at sige, du skal give det en chance og se det an.

Det virker ikke rigtig for dig med den støtte og jeg fornemmer, at din mor måske ikke helt er klar over, hvordan du har det indeni. Er det rigtigt forstået af mig?

Det kan der være mange grunde til, måske en af dem er, at du ikke får fortalt hende, hvor ulykkelig og ensom du føler dig hver dag. Og hvordan det er en kamp for dig, en kamp som du mærker, at du ikke orker længere.

Det er ikke rart at føle sig overset og ignoreret i sine omgivelser, det er faktisk virkelig hårdt. De fleste mennesker har brug for nogen at snakke med, nogen at betro sig til, nogen der lytter og forstår hvordan man har det. Sådan et behov har du selvfølgelig også og jeg kan godt forstå, du føler dig ensom og savner nogen at betro dig til.

Det lyder som om du for nogle år siden, har oplevet en skilsmisse og en flytning, der ikke helt er kommet på plads hos dig? Det kan være en stor sorg, når ens forældre skilles og måske selv har mange følelser at tumle med. Man kan godt føle sig lidt glemt, som barn i sådan en situation, måske har det været sådan for dig?

Når du så også i din klasse oplever, at ingen rigtig ser dig eller lytter til dig, kan det måske give “dobbelt op” på ensomheds følelsen. Kan du følge mig?

Og man kan virkelig sidde tilbage og føle sig meget glemt.

Ingen mennesker bør være alene og tumle med tunge tanker og svære følelser. Desværre er det ikke altid at ens venner helt kan rumme det, eller ved hvad de skal stille op. De er nok også bare unge og igang med at udvikle sig og finde ud af, hvem de selv er. Og måske har de også noget, som er svært i deres liv.

Derfor tænker jeg, at du skal have hjælp af nogle voksne mennesker omkring dig. Er det en mulighed at du får fortalt din mor om, hvordan du har det hver dag? Sådan at hun forstår, at du har brug for mere hjælp end nogle opmuntrende ord?
At du har brug for en, der lytter og guider dig igennem dine følelser, som måske også bunder i dine forældres skilsmisse og flytning?

Hvis du tror du ikke kan tale med din mor, er det så en anden voksen, som kan hjælpe dig? Måske en bedsteforældre eller en lærer på skolen? Dine lærere på skolen har også ansvar og pligt til at hjælpe elever, som ikke trives. Hvis du taler med en lærere eller skoleleder, så skal de gøre noget for at hjælpe. Det kan være at tage fællesskab op, som tema, i jeres klasse eller hvordan, I kan gribe det an i din klasse på en måde, hvor det ikke bliver dig der er i fokus, men det gode og trygge fællesskab. Kunne det være en idé?

Du har også mulighed for at snakke med din sundhedsplejerske på skolen, som  måske også, sammen med dig, få talt med din mor og måske en skole-psykolog.

Mon du har overvejet at se efter venner andre steder? For nogen kan det være en idé at finde en interesse; musik, teater, bøger, kunst, spil, sport eller andet, hvor man møder andre med fælles interesser, som kan skabe mulighed for venskaber.

Hvis du tænker, at du kunne have brug for at snakke med lægen, så kan du ringe og få en snak og måske få en tid til at snakke? Du kan selv gå til lægen, men du kunne også tage din mor med.

Når du får talt med en voksen omkring dine følelser af ensomhed og tristhed, kan det lette dig, så du får mere overskud til at finde venner i din klasse eller andre steder. Jeg tror det er godt, at du får talt om de ting om venskaber, ensomhed og skilsmisse, som du går med.

Du er jo også velkommen til at ringe ind og få en snak på 116 111, hvis du har mod på at snakke med en rådgiver, som lytter og snakker med dig.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen