Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ensom, selv på efterskole

Hej BB

Jeg er en pige på 16 år, som efter sommerferien startede på efterskole for at tage 10. klasse dér.

Jeg har i lang tid følt mig meget ensom, og jeg håbede og troede, at jeg ville blive mindre ensom, når jeg nu skulle på efterskole. Men sådan er det bare slet ikke.

Jeg føler bare, at ingen vil være sammen med mig. Der er aldrig nogen, som kommer ind på værelset for at kigge om jeg er der og heller aldrig noget, der prøver på at opsøge mig. Det er bare så hårdt, især når jeg kan se, at alle andre har det så godt og har mange venner at være sammen med.

Meningen med at starte på efterskole var, at jeg skulle få nogle nye tætte veninder, jeg ville kende hele livet, men sådan er det bare ikke. Heller ikke selv om der nu er gået et halvt år.

Jeg ved ikke, hvorfor det altid er mig, som ender helt alene uden nogen at snakke med. Det bliver bare rigtig hårdt i længden. Og hvis det også bliver sådan næste år, når jeg skal i gymnasiet, klarer jeg det ikke.

Det er heller ikke fordi jeg slet ikke snakker med nogen, men jeg kunne bare godt bruge en rigtig god veninde, jeg kan snakke med om alt og som vil høre på mig.

Jeg ved ikke om det er mig, der er noget galt med, siden det ikke er lykkedes?

Jeg ved bare, at jeg snart ikke kan holde det ud mere.

Mvh Den ensomme pige

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år 

Tak for dit brev, hvor du skriver om ensomhed på efterskolen. Jeg synes, at du er rigtig god til at beskrive, hvordan du har det og er glad for, at du har skrevet hertil for at få nogle gode råd til at komme videre.

Jeg kan rigtig godt forstå, at du godt kan bruge og ønsker dig en rigtig god veninde, som der er god til at lytte og snakke med om alt. Det er bestemt ikke rart, at føle sig alene uden nogen at snakke med – og gå rundt med følelsen af, at de andre ikke gider være sammen med en.

Jeg tænker, at du sikkert også mærker ensomheden ekstra hårdt lige nu, når du selvfølgelig havde håbet på, at du blev mindre ensom, da du startede på efterskolen? Men alligevel er din ensomhedsfølelse stadig der. Det virker også til, at du har forsøgt at være positiv og givet det hele en ny chance. Det er klart, at du nok også er skuffet, når dine forventninger til at du ville møde nye tætte veninder på efterskolen, endnu ikke er blevet opfyldt. Kan du mon genkende det, som jeg skriver?

Det er bestemt ikke dig, som der er noget galt med. Alle mennesker kan føle sig ensomme.  En ensomhedsfølelse i kroppen kan opstå på mange måder. Det kan være, at man kommer til at tænke på en speciel hændelse, noget bestemt, eller at man føler sig udenfor i nuet, hvis andre personer omkring fx snakker om noget, hvor man slet ikke er med i samtalen, selvom man står lige ved siden af. En ensomhedsfølelse kan komme og gå pludseligt, men også være der over længere tid, hvis man ikke får snakket om det, som man tænker indeni. 

Jeg bliver bekymret for dig, når du skriver, at du har følt dig meget ensom i lang tid og snart ikke kan holde det ud mere. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du meget snart får sagt til en voksen, hvordan du har det – så du kan få hjælp til at få det bedre, finde en god måde at håndtere din ensomhed på og gerne støtte til at skabe nogle flere gode relationer omkring dig. Du skal heller ikke allerede nu, går og være bekymret for, hvordan det bliver for dig i gymnasiet. Jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis du kan få mod til at snakke med en af de voksne på efterskolen - det kan være din kontaktlærer? Måske er der allerede en af dem, som har bemærket, at du sidder alene på dit værelse? Eller en af dem, som du føler dig særlig fortrolig med?

Det kan også være, at du hellere vil kontakte dine forældre, en moster, en bedsteforælder eller anden person, som du synes er god at tale med - og som vil kunne støtte dig i at få sat ord på de svære ensomhedsfølelser, som du har indeni dig. Måske er der en mulighed for, at du taler med din kontaktlærer på skolen, og måske tager det op  i kontaktgruppen (hvis I har sådan en) eller med de piger som du har noget sammen med. Det kommer nok til at kræve lidt af dig, og dem omkring dig, hvis I skal have en god snak omkring ensomhed, og hvordan det kan bliver ændret. Jeg gætter på, at de andre kender til følelsen af ensomhed i mere eller mindre grad - og derfor kan tale med om, hvad man kan gøre. Hvordan vil det være, hvis du sammen med den lærer, som du vælger at tale med, lavede en plan for hvad du kan gøre. Det kan fx. være, at i dag, er jeg kun på værelset i stilletimen, i morgen skal jeg lave en aftale med en eller to piger, om at lave noget sammen i weekenden. Eller hvad andre ting, som er en god ide og udfordring for dig.

Det kan også være at læreren kan støtte dig i, at tale med andre elever om deres forslag og tanker til hvad kan man gøre for at overmande ensomheden. Det behøver egentligt ikke være dig, der bliver centrum for samtalen, men temaet 'Ensomhed' og nogle spørgsmål som læreren og I elever stiller og kommer ideer til. Du kan selv gøre en indsats for at overvinde ensomheden, men ikke selv ændre alle ting omkring dig... men hvis I er flere om det samme, kan der ske flere forandringer.   

Jeg ved, at der er mange andre unge piger som dig, som føler sig ensomme og er blevet hjulpet af fx at begynde at skrive digte om deres tanker og følelser, eller udtrykke sig kreativt på anden måde fx gennem tegning eller musik og sang. Er det mon noget, som du prøvet? Eller mon noget, som du har mulighed for at afprøve nu, mens du er på din efterskole? Hvad tænker du mon om det?

Det kan også være, at du kan tænke over, når du kommer hjem fra efterskolen, om der er en fritidsinteresse, som du har lyst til at starte på, hvor du får mulighed for at lave noget, som du synes er sjovt – og samtidig møder andre unge, som du kan have noget fælles sammen med.

Du er altid meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og få en snak med en rådgiver, om hvordan du fx kan snakke med en af de voksne omkring dig.  Du kan også besøge vores hjemmeside, og læser om andre unge piger, som har fået hjælp til at håndtere deres ensomhed.

Knus fra

BørneTelefonen   

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat