Kære pige på 12 år
Hvor er det godt, du skriver ind og deler dine tanker omkring, at du føler dig ensom. Det er meget ubehageligt at gå rundt og føle, at man ikke betyder noget for sine venner, og det kan komme til at fylde så meget, at det påvirker hele ens hverdag. Jeg vil rigtig gerne forsøge at give dig nogle råd til, hvordan du kan få det bedre og føle dig accepteret af dine venner.
Vi taler og skriver med mange børn og unge, der, ligesom dig, føler sig ensomme, selvom de har mange venner. Ensomhed er nemlig en følelse, som alle mennesker kan få. Ligesom vi også er glade og sure. Nogle gange kommer ensomheden, når der sker forandringer i ens liv. Du er på vej i teenagealderen, der ofte er forbundet med stor usikkerhed, og hvor der sker rigtig mange forandringer både udenpå og indeni kroppen. Fortsætter ensomheden over en længere periode, er det dog vigtigt, at få gjort noget ved det.
Du skriver, at ingen vil opdage, at du er ensom, når du ligner en, der har mange gode venner. Jeg tænker på, om du mon har fortalt til nogen, at du føler dig ensom? Et stort skridt på vejen til at få det bedre, og komme din ensomhed til livs, er nemlig at sætte ord på hvordan, du har det. Måske kunne du prøve at tale med dine forældre om det, så vil de have mulighed for at støtte dig. Hvis du synes, det er svært at tage snakken eller sætte ord på, kunne du måske vise dem dit fine brev og mit svar.
Det vil også være en god ide at dele dine tanker med en lærer, du er tryg ved. Det kan være, at din lærer har nogle idéer til, hvordan du bryder ensomheden. Nogle gange kan voksne nemlig se nogle muligheder, man ikke selv har tænkt på. Din lærer kan f.eks. hjælpe dig med at komme sammen med nogle bestemte, når I arbejder i grupper. Det er først når din lærer ved, at du ikke har det godt, at din lærer kan hjælpe.
Du spørger, om du gør noget forkert? Nej, det gør du ikke. Når dine veninder ikke inviterer dig medmindre du spørger, så kan jeg godt forstå, at du bliver ked af det. Måske er de ikke opmærksomme på, at de ikke inviterer? Jeg ved, at det kan være svært at sige højt, at du bliver ked af det, når du ikke bliver inviteret, men måske kunne du prøve at sige det til den af pigerne, som du har det bedst med? Fortælle, at du bliver lidt ked af det, når de glemmer dig og ikke inviterer dig. Det kan være svært at vide, hvad der lægger bag, og det finder du kun ud af ved at spørge.
Der er som sagt mange andre, der også oplever ensomhed. Derfor kan det også være rart at læse om andres følelser og oplevelser, så føler man sig nemlig mindre alene. Læs breve og besvarelser om, ensomhed her.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig et skridt videre til at få det bedre. Du er altid velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen på 116 111 eller via chat og sms.
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen