Ensom
Hej, jeg ved godt, I sikkert ikke kan hjælpe mig, men jeg bliver bare nødt til at få det ud på en eller anden måde.
Jeg er en 17-årig dreng, og jeg er ekstremt ensom. Jeg har verdens bedste familie, er god i skolen, men jeg har bare ingen venner, og det går mig så meget på, fordi jeg ikke kan føle mig lykkelig uden. Jeg tror, jeg ville have det perfekte liv, hvis bare jeg havde nogle venner.
Lige for tiden går jeg på efterskole, og det har egentlig været meget godt indtil nu. Nu er det bare som om, at folk jeg normalt snakker med begynder at trække sig væk fra mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre det. Jeg tror måske, det er fordi jeg ofte har “klovnerollen” og hele tiden fokuserer på at være sjov og pjat. Sådan er jeg selvfølgelig ikke, når jeg bare er mig selv, men jeg har bare brugt klovnerollen som en facade hele mit liv, og jeg har rigtig svært ved at komme af med den. Mit problem er sådan set at jeg ikke har nogle venner, og jeg tror ærlig talt ikke, at jeg kan gøre så meget ved det.
Jeg venter utålmodigt på at starte på gymnasiet efter sommer og håber inderligt, at jeg kommer i en god klasse og får nogle gode venner. Men sådan havde jeg det også sidste og, da jeg startede på efterskolen, efter jeg var gået ud af folkeskolen. Mon jeg skal have det sådan hele mit liv? Finder jeg mon nogensinde nogle venner, jeg virkelig svinger godt med?
Jeg skal af med den facade, det ved jeg godt, det er bare lige det med at få det gjort, der er svært. Jeg sidder altid på mit værelse på efterskolen og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har ikke lyst til at gå hen til de andre, for jeg tror ikke, de vil have mig der. Jeg har i stedet få en dum vane med at gå hen i salen på skolen og spille klaver alene. Da jeg elsker at spille musik, er det åbentlyst, at jeg godt kan finde på at gå hen og øve. Men jeg går egentlig kun derhen, fordi jeg håber at nogle vil stoppe mig op på vejen og spørge, om jeg ikke vil være med til noget. Hvis ikke der er det, sidder jeg ofte ved klaveret og spiller noget melankolsk musik og ender nogle gange i at sidde og græde.
Jeg er så usikker, så jeg tør ikke at gå hen til nogle selv, og jeg tør ikke selv at tage initativer. Jeg hader virkelig mig selv for det, for jeg ville sådan ønske, jeg bare kunne få nogle få venner, jeg virkelig ville have det godt med. Nogle som også ville mig. Undskyld beskeden blev lidt lang, og hvis jeg gentagede mig selv nogle gange, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle formulere mig kortere.
