En 15 års fucked up liv

Hej brevkasse.
Inden jeg fortæller hvad mit nuværende problem er, syntes jeg det er vigtigt at understrege hvad der har forgået i mit liv de seneste 3 år.

I 2013 startede jeg på en ny skole i 6 kl – det var mit første skoleskift nogensinde.
Det gik rigtig godt i starten, jeg havde det sjovt, jeg havde endelig fået en plads hvor jeg følte mig til – og jeg var ikke genert mere.
Men en gruppe pige mente jo self at jeg ikke passede ind, og endte med at få alle mine venner til at stride i mod mig – lang historie kort, jeg blev mobbet ud af starten af 7 klasse, gik hjemme i 2 måneder indtil vi fandt endnu en ny skole.

Jeg var igen meget genert og lukkede ikke rigtig folk ind pga mobningen fra den tidligere skole. En uge ind i den nye skole blev min mor indlagt på psykiatrisk afdeling med voldsom depression (hun er maniodepressiv så det var ikke første gang)

Det fjorde mig endnu mere usikker – især da hun nærmest var den eneste der kunne være der for mig, da min far lige havde fået endnu en ny kæreste og en ny datter.

Han så dog til mig en gang i mellem.

Kort efter gik min far ned med stress, og jeg havde ingen at kunne tale med,
Jeg talte ikke med dem fra min klasse, eller mine gamle veninder, nogle gange tog jeg ikke i skole overhovedet, men sad istedet for nede på et møntvaskeri, indtil jeg oprindeligt ville få fri. Jeg kunne bare ikke tage i skole.

Jeg havde aldrig følt mig mere alene.
Og min cutting begyndte.

Det endte så også med efter 5 måneder på den skole, at jeg skiftede tilbage på den første skole, ikke den med mobning, men den inden, altså den der kommer lige efter børnehaven.

Jeg gik der mens min far var deprimeret, og min mor indlagt på den psykiatriske afdeling – og jeg havde Inge at støtte mig op af.

Jeg gik der i ca. 8 måneder ind i 8 kl. Inden mit fravær igen blev for meget og jeg slet ikke kom i skole.

Der startede jeg til psykolog. Og hvor jeg også fik konstateret at jeg havde en depression.

Julen 2015 prøvede jeg at begå selvmord. Jeg kan ikke huske ret meget for det, end at med 63 iprem og Panodiler, var eg ved at hænge migselv inden min far opdagede mig.

Derefter tilbragte jeg en måned på den lukkede.
Min mor blev endelig udskrevet, lige der hun alligevel ikke kunne være der for mig…

For i en lang periode var hun ikke min mor, men mere min patient jeg skulle passe på.

Jeg blev udskrevet 2 dage før juleaften, og kunne ikke føle andet end tomhed.

Nu er det et år siden det hele skete. Og jeg startede på en efterskole siden sommers, og håbede på at kunne få det bedre. Men jeg ved ikke hvad fanden der sker i øjeblikket.

Jeg tænker ikke på kosekvenser af det ting jeg gør, jeg snød frks i terminsprøven og stjal nærmest 3.000 kr fra min far siden sommers tilsammen, af ting jeg ikke har fået lov til at købe. Jeg ved ikke hvad det her har med noget fra min “fortid” at gøre – men jeg føler efter det der er sket, har det virkelig skadet den person jeg er nu.

På mange måder er jeg blevet voksen for hurtigt, men stadig gør jeg ting uden at tænke på hvordan min far ville havde med det? Eller det at mine lære havde et møde med mig omkring min prøve, de kunne se jeg har kuperet fra nettet.

For jeg er ikke ligeglad, men alligevel tænker jeg virkelig ikke over mine handlinger eller noget. jeg føler bare at jeg ikke kan komme videre i livet efter det der er sket, jeg føler mig hængt fast. Og jeg tror uden jeg tænker så meget over det, at fordi jeg gør de ting jeg gør er fordi jeg har brug for nogle der bekymre sig og egentlig bare at få en reaktion fra folk.

Jeg føler mig ret alene og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.