Efterskole-savn?
Hej Børnetelefonen.
Jeg gik sidste skoleår på efterskole i niende klasse. Jeg har været enormt glad for året. Alt gik som smurt, og jeg havde et godt forhold til lærere, de andre elever, “efterskole-plien”, gymnastikken og ikke mindst mig selv.
Jeg følte virkelig, at det var der, jeg hørte til, og jeg dyrkede efterskole til det ypperste. Jeg havde nok ikke forberedt mig nok på, at stoppe og falde tilbage til ens “egentlige” hjem.
Vi stoppede i juni. Det er godt fire måneder siden, at efterskoleåret sluttede og jeg har det bare ikke godt.
Jeg kan ikke finde ud af hvorfor, at jeg er så ked af det, og jeg er tit bange for, at det er mig, der overreagerer eller finder på noget, der egentligt ikke er et problem.
De to ting, der oftest ‘popper op’ i hovedet er to drenge.
Den ene går på efterskole igen i år – ham drengen, jeg blev lidt forelsket i på efterskole. Der skete en hel masse og det endte med, at jeg ringede mens han var på efterskolen, og samtalen endte ud med, at jeg skulle glemme ham. Sikkert noget ufærdiggjort eller noget ubesvaret i min optik. Men han er meget, meget videre.
Den anden dreng, var en af mine allertætteste venner på efterskole.
Vi snakker ikke rigtig sammen mere, og jeg bliver ved med at tænke på, at jeg synes det er for åndssvagt, at lade det venskab glide ud – selvom at det rimelig meget er sket allerede. Og et efterskolevenskab kan ikke genskabes eller genfindes – det er kun på efterskole og KUN på efterskole, at man kan være venner på den måde som man er. Jeg leder tit efter det, der var engang….
Jeg synes slet ikke, at jeg rigtig kan komme videre.
Jeg føler mig som en stopklods lige nu.
Jeg vil gerne sige så meget, og alligevel synes jeg slet ikke, at der er noget, at snakke om..
Jeg går på gymnasiet nu, og snakker med mange rigtig søde mennesker, men jeg kan ikke slippe efterskolen.
Jeg kommer hele tiden med foreslag til ændringer i ‘efterskolehistorien’, konklusioner, gæt, løsninger, som bliver erstattet af andre konklusioner, gæt og løsninger hele tiden.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.
Det går nok bedre, end jeg lige tror.
Men på den anden side, har jeg altid fået af vide, at jeg presser mig selv for hårdt.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stole på – for føler ikke, at det er mig selv.
Jeg kan ikke vælge. Er der overhovedet et valg? Hvordan giver man slip? Hvordan giver jeg slip på førstnævnte dreng? Skal jeg give slip på sidstnævnte dreng – han er blevet lidt af en bølle. Kan venskabet reddes? Hvordan kan jeg nyde mit eget selskab uden at overtænke, bebrejde mig selv eller føle mig ensom? Hvordan finder jeg min støttefod igen?
Jeg ved, at det er lidt af en mundfuld.
Mvh
