Brev

Det hele er meningsløst!

Hej Børnebrevkasse.

Jeg er en dreng på 18 år, som til dagligt går på gymnasiet (STX). Jeg har i lang tid gået rundt med nogle tanker og følelser i meget lang tid, og det er som om, at jo mere tid der går, desto værre bliver det. Der er mange ting, så jeg prøver at samle det så godt, som jeg nu kan:

Jeg har nogle problemer med venskaber, ensomhed, lavt selvværd og følelsen af at det hele er meningsløst.

Lige siden jeg var helt lille, nok siden børnehaven, har jeg altid haft nogle feminine træk i min personlighed, og derfor har det altid været lettere at få pigevenner end drengevenner. Dog skal det lige siges, at jeg også har haft en del drengevenner igennem årene.

Da jeg var yngre var det et stort problem for mig, at være en smule feminin, og det var også et problem med pigevennerne. Jeg følte mig MEGET tit udenfor, og jeg tænker, at det er fordi, at der er visse forskelle mellem drenge og piger, specielt når man er børn, ift. ens måde at tænke på osv. Igennem hele min folkeskolegang følte jeg mig som en taber, og specielt fra 5. til 8. klasse var det tit, at jeg blev kaldt for ”fucking bøsserøv”, ”homo”, ”tøs” osv. Det ændrede sig dog til, at folk spurgte seriøst ”er du homo?”. Jeg har altid hadet det spørgsmål, da det er en meget personlig ting.

Det er ikke nær så stort et problem for mig længere, da jeg føler mig meget sikker i, at jeg mest er til drenge, men hvis den rigtige pige kom, så ville jeg nok godt kunne være sammen med hende.

For at gå tilbage til det, som jeg synes er relevant, så skal det siges, at der stadig er tit, hvor jeg føler mig meget ensom. Af de få venner, som jeg har, er det flest piger. Jeg føler mig tit udeladt, og selvom jeg føler, at jeg er mig selv, når jeg er sammen med dem, så føler jeg, at det er en side af mig selv, som jeg ikke kan lide. Jeg føler, at jeg bliver alt for højlydt, og førhen følte jeg mig også FOR feminin. Jeg følte mig som en stereotyp. Jeg har det som om, at når jeg er sammen med mine pigevenner, så ser de kun de sider af mig, som jeg ikke selv kan lide. Jeg har det nogengange som om, at folk i det hele taget kun ser den ydre skal af mig, og det er som om, at der ikke er nogen der ser de gode ting ved mig som person.

Der er tit, hvor jeg føler mig alene. Jeg har det tit som om, at der ikke er nogen jeg kan snakke med, selvom jeg ved, at der er folk, som er villig til at snakke. Jeg vil ikke lægge en byrde på nogen andre. Det er også en af grundene til, at jeg har kontaktet en psykolog. Jeg har også nogle tanker, som jeg ikke ønsker at dele med mine venner og familie.

Nogengange har jeg tanker om selvmord. Jeg overvejer ikke rent faktisk at gøre det, men jeg tænker på det. Jeg har tænkt på, hvordan det ville være nemmere bare at give op på det hele, for hvis jeg skal være fuldstændig ærlig, så kan jeg ikke se en fremtid for mig.

For det meste sidder jeg bare på mit værelse nede i kælderen, og så har jeg gardinet trukket for, fordi jeg ikke magter lyset, når jeg sidder og spiller eller sidder YouTube. Jeg laver sjældent mine lektier, og jeg går kun udenfor, når jeg skal gå med min hund. Når jeg er ude at gå med min hund, så tør jeg ikke tænke på hvor mange smøger, at jeg når at ryge. Jeg ryger simpelthen så mange smøger i det hele taget, og det er aldrig kun én. Jeg drikker ikke, men derimod æder jeg en masse fastfood og drikker en masse sodavand. Jeg sover ikke så meget på en normal hverdag, for jeg kan ikke finde ud af bare at gå i seng.

Der er tit, hvor jeg ser på billeder fra da jeg var barn, eller spiller nogle spil, som jeg spillede da jeg var yngre, fordi jeg søger tilbage. Jeg tænker tit på fortiden, og så tænker jeg på, hvad jeg er blevet til: En uansvarlig, sørgelig og usund person der ikke respekterer sig selv nok til at stå til ansvar for det liv, som jeg har skabt for mig selv.

Som sagt, så har jeg kontaktet en psykolog, men jeg har brug for en mening fra nogen, som aldrig kommer til at se i virkeligheden. Hvad tænker i om min situation, og andet end at gå til psykolog, hvad kan jeg så gøre, for at få et bedre liv?

Undskyld den lange besked.

– Hilsen A

Dreng, 18 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære A

Tak for dit brev, som slet ikke for langt. Du har en rigtig god evne til, på en meget præcis måde, at beskrive de udfordringer som du oplever. Det kan gøre det nemmere for andre omkring dig at støtte og hjælpe dig. Det er ikke meningen, at der er nogen, der skal have det sådan, som du har beskrevet i dit brev. Selvom du lige nu måske ikke selv føler det, så tror jeg, at du er godt på vej i den rigtige retning. Du har endda bedt en psykolog om at hjælpe dig, da der er nogle ting, du ikke ønsker at dele med din familie. Det viser mig, hvor motiveret du er for at forandre dit liv til det bedre. I brevet beskriver du dig selv som uansvarlig, sørgelig, usund og som en, der ikke tager ansvaret for sit liv. Jeg ser de stik modsatte egenskaber hos dig, når jeg læser dit brev: En ansvarlig, ung mand, der lige nu er rigtig godt i gang med at tage ansvaret for at ændre sit liv – og måske i en højere grad end mange andre i din alder. Jeg er sikker på, at det vil lykkes dig – og jeg vil meget gerne give dig nogle idéer til, hvordan du kan fortsætte udviklingen.

Først får jeg lyst til at sige til dig, at du har helt ret i, at spørgsmålet om seksualitet er personligt. Derfor kan jeg godt forstå, at du er blevet irriteret over spørgsmål om din seksualitet. Seksualitet kan være forskellig fra person til person – og kan også forandre sig gennem livet. Og man bestemmer selvfølgelig helt selv, om man har lyst til at fortælle om sin seksualitet og til hvem.

I brevet skriver du, at du oplever ensomhed, lavt selvværd og at du nogle gange oplever at have tanker om selvmord. Samtidig skriver du også, hvordan andre kaldte dig forskellige ting i skolen. Måske hænger de ting sammen? Når man igennem flere år er blevet kaldt forskellige ting, kan man udvikle lavt selvværd. Nogle begynder endda at tro på noget af det, de andre siger. De vender det indad og tror, at de er forkerte på den. Selvom det er naturligt at tænke sådan, tager de fuldstændig fejl. Mobning og drillerier handler ikke om, at der er noget i vejen med den, det går ud over. Der er heller ikke noget i vejen med dem, der mobber og driller. Men der er noget i vejen med den måde, fx klassen fungerer på. Det er de voksnes ansvar at sørge for, at alle børn trives i skolen. Det er rigtig ærgerligt at høre om dine oplevelser i skolen. Men den bedste måde, du kan komme videre på, er at fortælle dig selv, at de ting ikke skete, fordi du var forkert eller for feminin. Tingene skete fordi de voksne ikke fik skabt et godt sammenhold, hvor der var plads til alle.

Når du på den måde kommer til at holde mere af dig selv og acceptere dig, præcis som du er, så tror jeg også, at andre vil kunne se, at du hviler mere i dig selv. Og så vil vennerne (både pigerne og drengene) komme helt af sig selv. For som du selv skriver, er der også flere positive sider af din personlighed.

Jeg synes, at det var en god beslutning du tog, da du besluttede dig for at kontakte en psykolog. En psykolog kan nemlig være god at snakke med om nogle af de ting, som man ikke rigtig har lyst til at snakke med andre om. Og samtidig kan psykologen også hjælpe dig med at være mere glad for, hvem du er og hvad du kan. Derfor vil jeg anbefale dig, at du fortæller psykologen nogle af de ting, du har skrevet om her i brevet – hvis du ikke allerede har fortalt det? Du kunne måske vise psykologen dit brev her til brevkassen – evt. sammen med mit svar?

Hvad har du lyst til, når du har gennemført STX? Hvilke drømme har du om fremtiden (og du må gerne drømme stort)? Hvis du overvejer et bestemt studie, tror jeg også, at du vil opdage, at der er mange på studiet, som du har fælles interesser med. For man vælger jo studie efter sine interesser. Derfor vil du allerede fra starten have en masse at snakke med de andre om. Det kan også være, at du vil opleve, at der i andre fællesskaber fremadrettet, er mere plads til at være sig selv. For jo ældre man bliver, jo mere vælger man folk og fællesskaber aktivt til. I skolen og gymnasiet handler det i højere grad om, at finde en plads i det fælleskab man er "tvunget" til at være i. Og det kan godt være svært. Måske det giver mening for dig at tænke på.

Jeg håber, at du har kunne bruge mine tanker og idéer. Hvis du har brug for flere eller bare har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Føler mig meget ensom

Flere breve om Ensomhed

"det kender jeg godt" få gode råd fra panelet

Om at føle sig udenfor i vennegruppen, og ikke blive inviteret med til ting.

podcast

lyt til afsnit

"alene" hør andres fortællinger

Hør sanger Karl William og 14-årige Valdemar fortælle om at føle sig udenfor og ensomhed.

podcast

lyt til afsnit

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Læs mere her

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.