Derpression ensomhed gigt

Kære pige på 13 år

Tusind tak for dit brev. Du lader til at være en virkelig stærk pige. I to år kæmpede du med smerter og depression, og det lykkedes dig endda også at komme tilbage i skolen og få gode venner. Nu kan du mærke, at du er ved at falde ned i det sorte hul igen. Hvor er det godt, at du er opmærksom på tegnene. Jeg er glad for, at du har skrevet til os.

Du savner nogen, der gerne vil lytte, og jeg kan garantere, at de er derude – du skal bare finde dem. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig på vej.

Det lyder som om du fik en rigtig svær start på skolelivet med smerter, som ingen troede på var rigtige. Dine forældre fik dårlig samvittighed bagefter, og det er helt naturligt, men det betyder ikke, at du skal føle dig skyldig over det.

Du skriver også, at du følte, at det var dig, der splittede familien. Et barn kan aldrig være skyld i forældrenes skilsmisse – og det kan du altså heller ikke. Jeg tror desværre, at der er mange andre børn og unge, som kender til følelsen af at have splittet deres familie, selv om det slet ikke forholder sig sådan. Det er vigtigt at få talt med nogen om de tanker - måske er der nogen, du tænker vil være gode at tale med?

Du skriver, at du har det som om, at alle hader dig, og det får mig til at tænke, at du godt ved, at det ikke er sandheden, men at det er depressionen, der får dig til at føle sådan. Depressionen kan gå over, ligesom den gjorde efter første gang. Prøv om du kan komme i tanke om, hvad der hjalp dig dengang, og gør noget af det samme. Men det er altså vigtigt, at du fortæller til nogen tæt på dig, hvordan du har det for tiden. Mon din lærer, ved at du ikke har det så godt for tiden...eller er der en anden voksen på din skole eller fritiden du kan tale med?

Du fortæller, at du har en ven, der holder fast i dig. Det er jeg rigtig glad for at høre. Hvad er det, der gør, at din ven giver dig lyst til at leve? Kan du få jeres venskab til at fylde endnu mere i dit liv, end det gør lige nu? Kan han også hjælpe dig med at tale med de voksne omkring dig - måske din lærer eller nogen i familien?

Jeg tænker på, om du mon kender andre, der har børne - psoriasis - gigt? Hvis ikke, kunne det måske være rart for dig at møde nogen. Dine forældre kan f.eks. kontakte Danmarks Psoriasis Forening eller Gigtforeningen og høre, om de kender til grupper for unge med børnepsoriasisgigt. Du kan også spørge en voksen om hjælp til at undersøge, om der findes sådanne grupper eller internetforum, hvor man kan skrive med andre, der har børnepsoriasisgigt. Måske kan du finde deres hjemmesider på nettet, så du og dine forældre kan læse mere om det, og de ting man kan få hjælp til gennem foreningen.

Måske kunne det være en idé at få dine forældre eller en lærer til at hjælpe dig med at forklare dine klassekammerater, hvad det vil sige at have børnepsoriasisgigt - det kan også være at foreningen har nogle forslag til det eller nogen som kan komme ud i klassen og fortælle om det? Jeg tror, at det kunne gøre det lettere for dig, hvis de ved hvor meget det påvirker dig. Måske har du også brug for en voksens hjælp til at finde ud af, hvad der har gjort, at du har oplevet, at dine venner har trukket sig én efter én?

Du vil gerne snakke med nogen, der er gode til at lytte, men ved ikke hvem. Alle børn har krav på en voksen, der er god at snakke med. Ikke kun når man har det skidt, men også når det går godt. Der er mange forskellige voksne, som du kan forsøge at tale med: Din mor eller far, dine bedsteforældre, en ven af familien, din vens forældre, en lærer, skolens sundhedsplejerske eller skolepsykologen. Du kan også vise dit brev til nogen. Endelig skal du vide, at vi på BørneTelefonen rigtig gerne vil snakke med dig. Du skal bare ringe 116111.

Jeg ønsker dig virkelig det bedste.

Kærlig hilsen BørneTelefonen