Der er så meget i mit hovede
Hej, BB
Jeg har skrevet herinde rigtigt meget en del om selvmordstanker f.eks
Selvmordstanker er ikke så meget der fylder mere pt. Men kender jeg mig selv ret så kommer de igen på et tidspunkt.
Jeg er ikke blevet misbrugt, eller haft stører depression over en tragisk episode. Det hele har nok bare startede med overvejelse måske lidt den der flirtenden med tankerne om døden og reaktionen på folk, men så begyndte det lidt at ændre sig da jeg hørte på min daværende kærestes problemer, jeg begyndte selv at kigge på mine egne problemer som jeg ikke rigtigt så før, venner man opdager ikke kan lide en, forældre der skændes, søskende der går en på nerverne.
Jeg begyndte at føle mig ensom og skar i mig selv for at få opmærksomhed fra min kæreste, det var rart når hun kom og kyssede ens arm og sagde det hele nok skulle gå, når man bare følte det ikke gjorde, på den måde misbrugte vi lidt hinanden frem og tilbage.
Vi ender til sidst med at slå op (ikke mit valg).
Kortsagt boller hun med ca. 50% af min klasse hvilket sørger for jeg føler mig udenfor og kan ikke rigtigt hører på folks samtaler uden at det skal blive nævnt, så istedet ber jeg hende om at forklarer mig hvad der sker, det ender bare med at gøre rigtigt ondt. Til sidst må jeg bare sige fra og fortælle hende at jeg kan ikke klarer det mere. (der forkommer mere men gider ikke forklarer det hele i detaljer)
– Vi bollede sammen efter
– Hun fik det til at lyde som om det var min skyld fordi jeg bad om at høre det
– Hun kyssede tit med folk så snart jeg kom ind af rummet med vilje
Jeg får en ny kæreste efter 1 måned, som jeg er rigtigt glad ved, måske osse lidt et plaster på såret, men jeg er generelt virkelig glad for hende. Vi har det fedt sammen i et par måneder efter hun til sidst vælger at droppe mig sidste skoledag, fordi jeg ikke kunne respekterer et nej. Jeg blev ved med at prøve at bygge en stemmening op selvom hun afviste mig engang imellem, hvilket jeg godt kan se er forkert nu 🙂
Hun slår op med mig sidste skoledag ihvertfald hvilket ødelægger min aften.
Jeg sidder her nu idag startede i 1.G stadig ligeså forvirret som da jeg startede, jeg ved hvor jeg vil hen (vil gerne arbejde med børn) Men jeg ved ikke om jeg kan overskue at presse mig igennem hver eneste morgen. Hver eneste besked. Hver eneste lektie.
Spørgsmål jeg har nu:
– Er jeg alt for åben af mig selv? (er det måske lidt voldsomt at reagere som jeg har gjordt?)
– Har jeg teknisk set voldtaget min eks fordi jeg ikke respekteret et nej?
– Hvad kan jeg gøre udover psykolog eller forældrer
(Har prøvet med mine forældre og psykolog er jeg ikke interrerseret i)
– Er jeg et dårligt menneske fordi jeg har de tanker og føelser som jeg har / har haft