Der er en krig inden i mig…
Kære bb
Jeg er en pige på så godt som 12 år.
Min bror har ADHD og er gået en klasse om, min mor er arbejdsløs og på kontanthjælp og min far bor i en toværelses sammen med mig. Jeg er som sagt 12 år og går i 5. Klasse.
I min klasse bor de fleste i kæmpe store og dyre huse med biler osv så nogle gange kan det godt være lidt svært at være den eneste der er nød til at gå i genbrugt tøj, cykle i skole og blive hjemme ferierne.
Jeg er også cirka et halvt år ældre end de andre fra min klasse hvilket nogle gange gør at jeg føler at jeg er nød til at leve op til noget, vise at jeg er lige så god som dem. Jeg føler at fordi jeg er ældre er jeg nød til også at se ældre ud opføre mig mere modent og virke klogere end dem, men problemet er at jeg er mega lille, faktisk den mindste i klassen.
Jeg er ikke en gang bedre i skolen end dem og det gør mig sygt stresset! Nogle gange spiller jeg med vilje klog foran de andre fra klassen hved bevist at dreje emnet over mod noget jeg er god til. Jeg skammer mig over det, men kan ikke lade være.
Min far roser mig tit og det gør mig også ked fordi ,at han tror, at jeg er noget særligt.
Jeg er bange for at ende som min mor…bange for at hun bliver sat på gaden for jeg tror snart ikke at hun kan mere. Jeg føler at jeg er nød til at beskytte hende, Være hendes mor og det tager meget af min lyst til at gå i skole.
På et tidspunkt skulle vi skrive en stil om lykke hvor jeg spurgte min mor om hvornår hun var lykkelig. Hun svarede at det eneste der gjorde hende lykkelig var at se hendes børn være lykkelige. Lige siden ( det er lang tid siden nu) har jeg prøvet at lade som om jeg var glad for skolen men min skolelærer aftalte på et tidspunkt med sundhedsplejersken at de ville holde et møde med mine forældre. Jeg blev vildt Sur dig græd for de havde faktisk spurgt mig og jeg havde svaret nej, men nu gjore de det aligevel !
Den sidste tid har været meget hård. Jeg har været oppe at skændtes med min bror om noget han ikke forstår selvom han er 14 år. Jeg bliver sur på ham fordi at han hader den lorte skole han er kommet på…ja, jeg er ond jeg hved det godt, men mor kan ikke klare det mer’. Hun kan jo ik’ være lykkelig hvis han er trist.
Jeg hader mig selv for at tænke sådan. Jeg er bange for at hun bryder sammen for hvis hun bryder sammen , gør jeg også og det har jeg prøvet før. Alt i alt er det meget svært når ens humør afhænger af en der snart bryder helt sammens.
Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe hende men hun har for mange problemer : arbejdtsløs, overvægtig, syg med ADHD, tager for mange piller, fattig, depressioner osv. Jeg hved godt at det er noget jeg bilder mig ind men jeg har det som om at jeg går med TO depremerede menneskers byrder i stedet for ens.
Jeg kan ikke længere betro mig til den person jeg elsker højest i verden og det er ikke til at holde ud længere. Jeg trænger sygt til en eller anden på min egen alder der kan forstå i stedet for at være ligeglad.
Jeg føler at jeg både har mistet min mor og min bror… Som om ,at der er to øer og på den ene står min mor og Min bror og på den anden står mig og min far. Jeg er adskildt fra mor og min bror. Min bror er adskildt fra mig og far for der er ikke plads til min bror i fars toværelses.
Hjælp mig please ?