depression

Kære pige på 12 år.

Tak for dit brev. Det lyder som om, at det er rigtigt svært at være dig lige nu. Derfor synes jeg at det er super flot og modigt af dig at skrive herind. 

Du fortæller at du føler dig alene med alle dine tanker og  depression. Jeg ved at rigtig mange unge mennesker, går og føler sig alene og ensomme, især hvis de har noget som føles svært. Du fortæller også at du har en spiseforstyrrelse og netop spiseforstyrrelser gør, at man føler sig alene. Det kan være så svært at være samme med andre, for spiseforstyrrelse kan medvirke til at der er mange hemmeligheder, hvor man skal skjule det man spiser eller ikke spiser. Mon du kan genkende det? 

Du skriver, at der ikke er nogen grund til at du er trist. Men det er du jo. Selvom det ser ud til at der ikke er grund til det, må der jo have været noget, som har gjort at du nu har det svært. 

Jeg tænker på, om der mon er nogen der kender til alle tankerne? Ellers vil jeg foreslå at du får snakket med nogen om det. Du vil ikke fortælle det til dine forældre, men jeg tror, at det vil være godt, at de ved hvordan du har det. Du er et ønskebarn, men ønskebørn får det også svært og har brug for at deres forældre eller andre hjælper og støtter, når livet bliver svært.

Måske har du mere mod på, at dele det med en lærer, pædagog, sundhedsplejersken på din skole, bedsteforældre eller en læge, du kan snakke med? For jeg tror, at det er rigtig vigtigt at du får fortalt om alt det her, så du også kan få noget hjælp til at få det godt igen. Det er nemlig ofte det der hjælper bedst, at få delt sine tanker med nogen som lytter. Måske går du også og savner dem, du har mistet - det kan nemlig også få en til at føle sig trist. 

Jeg håber at du efter, at have mod til at skrive herind også har mod på, at få snakket eller skrevet til nogen tættere på dig.

 Kærlig hilsen BørneTelefonen.