Kære pige på 13 år
Mange tak for dit brev. Det lyder som om, du har det rigtig skidt lige nu, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.
Det kan være rigtig hårdt at opleve, at noget man tidligere blev glad af at gøre, ikke længere gør det. Derfor forstår jeg godt, du er trist og bare ønsker at blive glad igen.
Mange børn og unge oplever at have perioder i deres liv, hvor de føler sig triste og depressive. Det kan have noget at gøre med, at man som ung gennemgår rigtig mange forandringer både med sin krop, tanker og følelser. Og i den tid kan man let blive usikker på, hvem man er, og hvad man godt kan lide.
For at få det bedre, kræver det ofte, at man rækker ud efter hjælp. Det er nemlig rigtig vigtigt, du ikke går og har det skidt, uden nogen ved det og kan hjælpe dig med at blive glad igen. Derfor er jeg også rigtig glad for at høre, at det lyder som om, du allerede har talt med din mor om, hvordan du har det.
Men hvis ikke du har talt med hende om, hvordan du rigtig føler indeni, kunne det måske være rart for dig. Måske kunne du også vise hende brevet, du har skrevet til os.
Hvis ikke du har lyst til at tale med din mor om det, kan det også være, der er en anden voksen, som du føler dig tryg ved at tale med. Det kan være en tante, sundhedsplejerske, en god lærer på din skole eller psykologen.
Hvis du ikke helt ved, hvordan du lige starter samtalen, eller hvordan du kan få det sagt, kan du besøge vores hjemmeside og få nogle gode råd. Du kan komme derind ved at trykke på det her link: Fortæl noget svært.
Jeg synes, det lyder som en rigtig god at tale med en psykolog. Nogle gange kan det være rart at tale med nogen, som man ikke kender i forvejen. Psykologen er professionel, så jeg forestiller mig, at hun vil være rigtig god til i fællesskab med dig at finde ud af, hvad du kan gøre for at blive gladere.
Måske kan din mor hjælpe dig med at finde en psykolog. Hvis I går til lægen kan han eller hun også give dig nogle gode råd til hvor du kan søge hjælp, og eventuel lave en henvisning til en psykolog til dig.
Jeg kom også til at tænke på, om det måske kunne hjælpe dig at gøre nogle af de ting, som gjorde dig glad engang. Måske kunne det vise sig, at når du først tog på shopping med din mor eller sås med nogle af dine venner, faktisk synes det var meget rart.
Måske kunne det også hjælpe dig at bruge mere tid på nogen af de ting, som du fortæller mig stadig kan gøre dig glad. Det kan være at læse/se Harry Potter. Måske kunne der være andre lignende bøger, du kunne læse? Det lyder også som om, du hører musik og tegner. Det var måske nogle hobbier, som du kunne gøre mere i. Måske er der en ungdomsklub i din by, som laver nogle forløb med tegning, musik eller lignende. Måske findes der foreninger eller læseklubber (fx på biblioteket), hvor det er Harry Potter og andre fantasy bøger, som er en fælles interesse.
Det er bare forslag, og du skal selvfølgelig kun gøre det, der falder dig mest naturligt.
Du kan også kontakte Headspace. Mange unge har fået god hjælp og gode samtaler hos Headspace. Ingen problemer er for store eller for små. Der kan du få en personlig samtale med en voksen, og det kan være et godt sted at gå hen, hvis man ikke føler, at man har nogen andre i sit liv, der lytter. Du kan komme direkte derind ved at trygge på det her link: Headspace.
Hvis det kan være en hjælp for dig, så er du også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen. Her kan vi støtte dig og tale mere om, hvad du kan gøre. Du er også altid velkommen til at kontakte til os igen.
Vi er her for dig! Og du har ret til at have det godt og blive glad igen. Jeg ønsker dig al det bedste og håber på, at dette brev kan give dig mod på at række ud efter mere hjælp.
Kærlig hilsen BørneTelefonen