Kære Pige på 14,
Hvor er det bare sejt, at du har overskud til at finde på at foreslå dine klassekammerater ting, I kan lave sammen. Rigtigt ærgeligt, at de endnu ikke tager imod dine ideer. Forandringer kan godt tage noget tid, måske skal de vænne sig til, at du forandrer dig og tager fat på at invitere dem. Men, måske kan du spørge, 'hvornår kan du?' eller 'har du nogen forslag til, hvad vi kan lave en anden dag?'...
Desværre er du ikke det eneste barn, der føler sig ensom og alene. Det er bare ikke alle, der har dit mod og tør fortælle det til nogen. Så det er rigtigt, rigtig godt, at du beder om hjælp. For du skal ikke gå alene og føle dig ensom uden, at der er nogen, der hjælper og passer på dig.
Jeg tænker, at det er vigtigt, du får fortalt dine forældre, hvordan du har det, så de ved, at du ikke har det godt lige nu. Hvis ikke de ved, hvad vi ved med dit brev, er det svært for dem at støtte dig. Det hjælper tit bare at få sat ord på, hvad man synes er svært overfor ens forældre. Du kan bruge dit brev til os at snakke ud fra. Det beskriver rigtigt flot, hvordan du har det.
Det er lærerens ansvar sammen med eleverne at lave et miljø, hvor alle har det godt. Så kunne du snakke med din lærer om, at hun måske kunne tage en snak med klassen om, hvad en god kammerat er, og hvordan man behandler hinanden. Det skal ikke handle om dig, men bare være en generel snak. Jeg tror på, at der sidder andre i din klasse, der føler som dig, men ikke har dit mod.
Måske kunne det være en hjælp for dig at finde noget uden for skolen, som du kunne gå til af sport eller hvis du har en interesse og derigennem få nogle andre venner. Det kan tit være rigtig rart at komme væk fra det miljø, hvor alle kender en, og det kan være svært at få andre til at se på en med andre øjne end dem, de altid har set på en med.
Jeg ved fra andre, der har haft det ligesom dig, at det har været en god oplevelse. Nogen tager også på efterskole, ungdomsskole og lære nye at kende. Det har været godt, fordi de har kunnet få lov at være den, de gerne vil, uden at andre bliver ved at holde dem i deres gamle roller.
Det var mange ting, jeg fik skrevet til dig her. Jeg håber, du holder fast i dit mod og starter med at få snakket med dine forældre.
Hvis det hele er for meget lige nu, kan du også starte med at ringe til BørneTelefonen 116111.
De bedste hilsner fra Børnetelefonen