Kære Pige,
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har skrevet og holder fast i dit mod og overskud til at finde en løsning på, hvad du skal stille op med den måde, som dine veninder behandler dig på. Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, og at du kan føle dig ensom.
Først vil jeg sige til dig, at det er rigtigt flot, at du har prøvet at snakke med dine to veninder. Øv at de valgte slet ikke at snakke med dig i en periode. Det er meget klogt af dig, at du i den periode forsøgte at være sammen med nogle af de andre piger. Jeg tænker, at det er helt rigtigt tænkt af dig, når du skriver, at du gerne vil behandles ordentligt, for selvfølgelig skal du behandles ordentligt, og den følelse skal du holde fast i, selvom jeg godt ved, at det er svært, når følelsen af ensomhed kommer.
Jeg tænker på, om de to veninder som du nævner i brevet, betyder meget for dig? Har du mon spurgt dig selv, hvad de giver dig af glæde, hygge og tryghed? Hvis du tænker, at de betyder meget for dig, kunne du så samle mod og prøve at snakke med dem igen og fortælle dem, hvad det gør ved dig, når de opfører sig på den måde overfor dig? Jeg ved godt, at du allerede har forsøgt at snakke med dem, men nogle gange skal man sige sådan noget to gange. Måske kunne det være en hjælp for dig, hvis du planlagde en dag, hvor I lavede noget hyggeligt sammen f.eks. en picnic, lavede pandekager sammen eller noget andet - og så tog hul på snakken der.
Jeg ved fra mange andre piger, jeg har snakket med på BørneTelefonen, at de har oplevet det samme som dig. Tit er det sådan, at selv om man har været tætte veninder i mange år, så kan tiden gøre, at man glider fra hinanden, men det betyder ikke, at man skal behandle hinanden grimt, som du fortæller, at dine veninder behandler dig.
Måske er det et generelt problem i jeres klasse. Hvis det er det, kunne du måske opfordre din klasselærer til at snakke med jer piger om, hvad man kan gøre. Måske kan du sige til din lærer, at du ikke har lyst til at skulle give konkrete eksempler, men at du gerne bare vil have en generel snak om venskaber jer piger imellem. Jeg tænker, at det vil hele pigegruppen kunne have glæde af. Der kan være andre i klassen, som har det ligesom dig, men som ikke har det samme mod til at bede om hjælp.
Jeg tænker, også at det vil være godt for dig, hvis du kunne snakke med din mor eller far om, hvordan det er lige nu for dig. Det er klart, at du kan føle dig sårbar og har brug for, at nogen kan trøste dig lige nu. Selvom dine forældre måske ikke kan gøre noget, er det rart at få sagt de oplevelser højt, som man er ked af. Det kan godt lyde lidt fjollet, men det vigtigt at få sine tanker sagt højt, så de kommer ud af hovedet.
Jeg håber, du kan finde lidt mere mod til at få taget hul på nogen af de snakke, der skal til, for at du ikke er alene, for det er bestemt ikke i orden.
Du skal vide, at du altid kan ringe til BørneTelefonen på telefonnummer 116 111, hvor der sidder en voksen klar til at snakke med dig.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen