Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

DÅRLIG KLASSE?

Hej, jeg er en pige på 14 år,

jeg går i en klasse på 21

6piger og 15 drenge

jeg føler mig ret ensom fordi at jeg føler jeg ikke har nogen at snakke med.

jeg kan godt snakke ok godt med drengene.

og piger er jeg lidt trat af. og føler ike jeg klinger med nogle

og mange flytter efter ferien

jeg har selv overvejet at flytte/tage på efterskole

men jeg vil self gernre gøre 9. kasse færdig

men jeg ved ikke om jeg kan klare et år mere på den her skole

så hvad syntes i jeg kan gøre

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år 

Mange tak for dit brev. Det lyder som om, at du har det svært i skolen lige, så det er derfor rigtig godt du har skrevet herind. Jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig med at blive mere afklaret om, hvad du kan gøre. 

Om det gør klassen god eller dårlig med færre piger, kan jeg ikke sige. Mange piger i en klasse kan skabe ensomhed hos dem, der ikke syntes, de passer ind i grupperne. Men på den anden side kan flere piger jo også skabe større mulighed for venskaber. Derfor kan jeg godt forstå, at det ikke er så fedt, at der kun er 6 piger i klassen. 

Det er bestemt ikke alle, der kan finde rigtig gode venner i deres egen klasse. Men man skal ikke gå og være ensom, som du fortæller, at du føler dig. Jeg ved fra andre børn og unge, at ensomhedsfølelsen kan komme af, at ingen rigtig spørger ind til en. Selv små lidt ligegyldige spørgsmål som, hvad har du lavet i weekenden? eller hvordan gik det med din stil, blev den god? eller så du filmen i går? betyder rigtig meget for, om man føler sig som en del af et fællesskab. Det samme gør det at blive inviteret med i skolegården, at man bliver spurgt, om man vil med til gruppearbejdet eller om man har lyst til at tage en tur med ind til byen. 

Måske er det fordi, du netop ikke oplever det, at du føler dig ensom?

Det er sådan, at man godt selv kan prøve at gøre noget ved ensomheden. Men tit har man også brug for hjælp. 

Det, du selv kan gøre, er, at øve dig i at snakke med pigerne og drengene i din klasse, selvom de ikke siger dig så meget. Øve dig i at se den gode side i personen. Det, jeg mener, er, at vi har det tit med at bedømme for hurtigt, om det er noget, vi syntes om eller ej. Hvis du blev i samværet i klassen, selvom det bliver lidt kedeligt og øver dig i at se det gode/spændende (måske undersøge hvad de andre syntes er spændende), så vil du måske opleve noget andet ved pigerne og drengene. Og det kan være, at det bliver sådan, at du faktisk syntes, at det så bliver mere ok at være sammen med dem.

Men det kræver mod at gøre sådan, og det kræver at man har lyst til at være nysgerrig på andre mennesker. Den tid, du nu bruger på at være nysgerrig og tænke over tingene (tænke over styrker og svagheder, muligheder og begrænsninger) vil gøre dig mere klog på dig selv, på livet og på andre. Livet er fuld af sådanne perioder i vores liv, og vi kommer heldigvis ofte mere styrkede og mere erfarne igennem dem.

Selvom du selv gør en indsats, tror jeg dog også, at du kunne have brug for noget hjælp. Din lærer har stor indflydelse på, hvordan hele klassen fungerer sammen. Hvis dine lærere er gode til at støtte jer i at arbejde sammen på kryds og tværs og også sørger for at arrangere nogle sociale ting i klassen, så styrker det klassens fællesskab.

Derfor vil jeg råde dig til at tale med din lærer. Du kunne fx vise ham/hende dit brev og mit svar. Eller bede dine forældre om hjælp til at tale med skolen. Det kunne også være oplagt, at din lærer tager emnet ensomhed i klassen. Bare for at der bliver skabt en debat i klassen, som måske kan få de andre til at være nysgerrige og mere opmærksomme, hvis de finder ud af, at alle ikke har det lige godt i klassen.

Jeg kan godt forstå, at du tænker på at tage på efterskole. Og det kan være en rigtig god ide. Særligt hvis tingene i din nuværende klasse ikke ændrer sig. På en efterskole er alle nye - derfor er folk tit meget åbne og interesserede i at lære hinanden at kende.

Det lyder til, at du er parat til, at der skal ske noget andet. Hvis det er efterskole, du beslutter dig for, syntes jeg alligevel du skal øve dig i at være nysgerrig på dine klassekammerater. For den erfaring med at "være nysgerrig" på dem, man måske ikke lige "klinger" med kan gøre det lettere at finde venner i fremtiden. 

Jeg ønsker dig en rigtig god skoletid. Skriv eller ring endelig igen, hvis du har brug for at snakke mere om det.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat