Kære pige på 15 år,
Nogle gange kan man føle, at man står helt alene mod resten af verden. Hvis det er sådan, du har det lige nu, kan jeg godt forstå, du føler dig ensom.
Det er hårdt at stå dét sted, så det er godt, du skriver herind – så er du ikke alene med dine tanker og følelser længere. Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig lidt videre.
Det er stærkt, du sagde noget til hende, der bagtalte dig. Det kan føles som et stort bedrag, når én, man stoler på, vender én ryggen på den måde. Og uanset om man er meget tætte venner eller ej, er det ikke i orden og gå og tale dårligt om andre – og heller ikke mens personen er tilstede.
Skete der noget mellem dig og din veninde, før hun begyndte at bagtale dig? Eller begyndte hun bare fra den ene dag til den anden? Hvis der er sket noget mellem jer, som I ikke har fået snakket om, kan det være, at det var dér, I kunne starte? Måske har I været uenige om noget? Eller måske er der sket noget, som har såret en af jer?
Hvis du ikke synes, der er sket noget mellem jer, kan det måske alligevel være, at du kan spørge hende, om der er sket noget, siden hun pludselig bagtaler dig? Måske kan du sige til hende, at du ikke forstår, hvorfor hun bagtaler dig, for du stolte på hende, og hendes venskab betød noget for dig.
Hvis du ikke synes, du kan tage den snak med hende, kan det være, du kan snakke med en lærer på din skole? Måske kan læreren hjælpe dig med at få bagtalelsen til at stoppe. Og måske vil læreren endda kunne hjælpe dig med at komme ind i en ny vennegruppe, hvis det er noget, du har lyst til.
Det kan være, du tænker, at det vil være pinligt, hvis læreren skal snakke med dine klassekammerater om, at de ikke må bagtale dig. Men du kan sige til din lærer, at du ikke ønsker, at det skal fortælles det videre på den måde til dine klassekammerater. Så har læreren måske en idé til en anden måde, som kan hjælpe dig. Uanset hvordan læreren kan hjælpe, kan det være en stor hjælp bare at have én at snakke med – og én, du kan gå hen til i skolen, hvis du bliver ked af det.
Selvom du skriver, du ikke har lyst til at snakke med din mor om det, tænker jeg alligevel, om det ikke ville være rart, at du også havde nogen at snakke med, når du kommer hjem fra skole? Hvis det har været en hård dag eller du har oplevet noget, der har gjort dig ked af det.
Det er så hårdt at gå rundt med tingene alene. Så bare dét at kunne snakke med en, kan hjælpe.
Du ved helt sikkert, at grunden til, din mor bliver bekymret, er, at hun holder rigtig meget af dig og ønsker det bedste for dig. Men hvis du siger til hende, at du har været nervøs for at fortælle hende det, fordi du ikke kan bære, at hun skal gå og bekymre sig og blive vred på de piger, der bagtaler, kan det være, at hun vil tage imod det, du fortæller, på en anden måde?
Du er også meget velkommen til at SMS’e eller ringe til os på nummer 116 111 eller skrive til os på Chatten, hvis du ikke synes, du har lyst til at snakke med en lærer eller din mor. Det kan også være, at du har brug for at snakke om, hvordan du kan tage snakken med en lærer eller din mor.
Du er i hvert fald mere end velkommen til at kontakte os. Det allervigtigste er, at du ikke går rundt med alle dine tanker og følelser alene. Du har ret til at have det godt – både derhjemme og i skolen.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen