Brev

At være alene

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16

Tak for dit brev, hvor du på en rigtig fin måde beskriver dine følelser. Det er faktisk en rigtig sej egenskab at have. Og jeg er sikker på, at den evne vil hjælpe dig fremover.

Du har været igennem mange ting. Og du har oplevet, at andre har svigtet dig og ikke gjort det, de har lovet, de ville gøre. Når man har oplevet det, er det desværre helt naturligt, at man har sværere ved at stole på og få tillid til nye mennesker. Derfor kan jeg godt forstå, at du føler det er svært at åbne op og fortælle til nogen, du ikke helt kender.

Du har haft mange ungevejledere. Har du mon stadig en ungevejleder? Måske kunne du vise dit brev her til brevkassen til ham eller hende? For i brevet beskriver du nemlig rigtig godt, hvorfor det er svært at åbne dig. Og måske kunne I derfor snakke lidt om, hvordan du kommer derhen, hvor du igen får tillid til, at andre vil hjælpe dig?

Jeg forstår godt dine tanker om, at han eller hun får penge for at lytte til dig. Men jeg tror også, at der er en grund til, at han eller hun har valgt at være ungevejleder. Og det tror jeg ikke er lønnen – men at han eller hun har lyst til at hjælpe børn og unge, der har det svært, så de kan få det bedre.

Jeg tror også, at det er vigtigt, at andre fagpersoner omkring dig også får de ting at vide, du har skrevet om i brevet. For på den måde kan de være ekstra opmærksomme på at overholde aftaler – og i det mindste fortælle dig det, hvis de af eller anden grund ikke kan overholde en aftale. Og samtidig er det helt i orden, at du har forventninger om, at andre holder deres ord. Og du har lov til at fortælle det til dem, hvis du føler, de svigter dig.

Som du selv skriver i brevet, er det svært at kæmpe alene. Og derfor vil jeg anbefale dig at du starter med at snakke med dem omkring dig om tillid, så I kan lave aftaler, der langsomt giver dig mere tillid. Og efterhånden kan du så stille og roligt i dit eget tempo fortælle mere og mere af de ting du har været igennem. Og hvis det er nemmere for dig at skrive om, kan du inden en aftale skrive nogle af de ting, du gerne vil have, I skal snakke om eller noget, du gerne vil have, at han eller hun skal vide. I brevene kan du også skrive, hvordan du vil ønske, at han eller hun reagerer på det, du skriver.

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af de ting, jeg har skrevet. Du skal vide, at jeg er overbevist om, at din evne til at beskrive dine følelser på skrift kan hjælpe dig. Det vil gøre det nemmere at få snakket om de ting og oplevelser, du har været igennem. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe på 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat