Kære dreng på 14
Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at finde ud af, hvem du kan gå til for at få hjælp, når du har fået den følelse, at alle hader dig. Det er slet ikke i orden, at du bliver behandlet på den måde, og det skal du have noget hjælp til at få ændret på. Det har du faktisk ret til, og jeg vil rigtig gerne prøve, om jeg kan hjælpe dig!
Du har tænkt på at gå til kommunen for at få hjælp. Det er faktisk en rigtig god ide at gå til kommunen, når man har problemer derhjemme, for når man er barn, har man ret til at få hjælp fra kommunen, hvis der er noget, der gør, at ens forældre ikke passer godt nok på én. Men jeg kan godt se, at det kan virke skræmmende at gå til kommunen, når din moster arbejder der.
Hvordan har du det med din moster? Ved hun, hvordan det er hjemme hos jer? Når hun arbejder på kommunen, er hun måske vant til at tale med børn og familier, som oplever det, du oplever. Jeg tænker, at hun måske kan være en god hjælp for dig?
Du kan faktisk også godt ringe til kommunen, uden at de får at vide, hvem du er. Du kan ringe til kommunen og spørge dem, hvordan man gør, når man gerne vil have deres hjælp, men er bange for at gøre det, fordi man har familie, der arbejder der. Hvis du googler kommunens hjemmeside i den by, du bor, kan du finde et nummer, som man kan ringe til uden at man kan se, hvem der ringer.
Men det er klart, at hvis kommunen skal hjælpe dig, så skal de have at vide, hvem du er. Jeg ved fra andre børn og unge, der ringer eller skriver til BørneTelefonen, at man nogle gange har brug for at få mere at vide om, hvad der kommer til at foregå, før man er klar til at fortælle, hvem man er. Derfor kan det være rart at være anonym i starten, mens man samler mod til at tage næste skridt.
Måske er der en voksen, der kan hjælpe dig med at kontakte kommunen. Har du overvejet at tale med en voksen, måske en fra din skole? Eller en nabo, en træner eller en anden rar voksen?
Du kan også ringe eller skrive direkte til os på nummer 116111 og stille nogle af de spørgsmål, du måske har omkring, hvad kommunen kan hjælpe dig med. På BørneTelefonen har vi hjulpet mange andre børn og unge, der ikke blev behandlet godt derhjemme, og vi vil også rigtig gerne hjælpe dig.