Brev

Alene

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 11 årHvor er det godt du skriver, for det er rigtig mange tanker og følelser du går med alene. Du er rigtig god til at beskrive, hvad ensomheden gør ved dig og flot du har taget skridtet og turdet bede om hjælp her i brevkassen. Jeg ved, der er mange andre, der også føler sig ensomme. Jeg er sikker på at andre der læser dit brev, vil kunne nikke genkendende til de følelser, du beskriver og måske føle sig mindre alene, når de kan læse, at der er andre, der har det ligesom dem. Så tusind tak for dit brev. Jeg vil gerne forsøge at komme med nogen tanker om det, du skriver, og forslag til hvad du kan gøre. Det som jeg lægger mærke til er, at ensomheden vist ikke tidligere i dit liv, har været så stort et problem og at du har haft nogle bedste veninder, men at det har ændret sig, er det mon korrekt? Jeg tænker om du har kunnet finde modet til at spørge pigerne, hvorfor forholdet har ændret sig? Måske pigerne ikke ved, hvordan du går og har det og er villige til at lukke dig ind i gruppen, hvis du henvender dig, mon du ville turde det? Hvis det føles vanskeligt og du generelt ikke har det godt i skolen, så tænker jeg det kunne være en god ide at få fortalt en af dine lærere om hvordan du har det. Det er lærernes ansvar at sørge for at alle børn i klassen trives. Det er rigtig ubehageligt, du føler at lærerne er ligeglade med dig, mon ikke der er en af dine lærere, som du bedst kan lide og som du kan vælge ud til at fortælle om din følelse af ensomhed. Hvis det føles vanskeligt, kan du måske prøve at skrive ned, hvordan det er at være dig i skolen, du er nemlig super dygtig til at skrive dine tanker og følelser ned, og så vise læreren brevet? Måske har I det der hedder en AKT-lærer på din skole? En AKT-lærer, tager sig af børnenes trivsel og taler med børn om fx venskaber, måske er det en mulighed at tale med den lærer. Hvis du er i tvivl om I har en sådan lærer, kan du spørge på skolens kontor. Du har så evig ret, når du i dit brev skriver at du ikke kan være perfekt. Ingen er perfekte. Vi er alle unikke og helt ok, præcis som vi er. Ofte sker der det, at man begynder at tro, at det er en selv, der er noget galt med, hvis man ikke er som fok er flest. Føler du mon sådan? Det at føle sig smuk og værd at elske, handler om selvværd, som er måden vi tænker og taler om os selv på, den værdi vi giver os selv. Har man et lavt selvværd, har man måske tendens til at tænke flere negative ting om sig selv. F.eks. "jeg føler mig tyk og grim" og "andre er bedre end mig". Sådan tænker alle ind imellem, men hvis man altid tænker sådan, så er tid til at øve sig i at tænke anderledes og få hjælp. En måde at styrke selvværdet på og også en mulighed for at danne venskaber er at gå til en fritidsaktivitet, som interesser dig. Der er mange børn, som har bedste venner udenfor skolen. Har du nogen fritidsinteresser? Det kan være lidt afhængigt af hvor man bor, hvilke muligheder der er, men i de fleste byer er der mulighed for at gå til sport, kreative ting eller musik. Du skriver du er glad for bøger, måske har jeres bibliotek nogle aktiviteter, hvor du kan møde andre børn, der også er glade for bøgernes verden. Når man oplever at man går til noget som man er glad for og god til, så øges selvtilliden og hvis du så samtidig fokuserer på at klappe dig selv på skulderen over dit mod og initiativ øges også dit selvværd. Tænk på vi alle er forskellige, det er en god øvelse at elske os selv som vi er og her forsøge at finde de styrker det medfører. Alle mennesker har brug for at føle sig elsket og holdt af, få et kram og have nogle man både kan grine og græde med – det har du selvfølgelig også. Selvom dine forældre har travlt både med arbejde og andet, så virker det ikke til de helt er klar over hvordan du har det og at du har brug for hjælp, så jeg tænker om du mon ville være med på ideen om at bede dem sætte sig ned sammen med dig, så du kan fortælle præcis, som du har skrevet til os, hvordan det er at være dig og at du føler ensomheden har taget over. Måske du kan vise dem, det brev du har sendt til os, måske sammen med vores svar, så kan I måske sammen finde et par forslag til, hvordan I kommer videre. Måske kan du forberede nogen tanker på, hvad du godt kunne tænke dig at tale med dem om, som kunne hjælpe på ensomheden, det kunne fx være at opleve noget sammen, bage en kage sammen og hygge, eller hvad du føler, ville være rart? Måske kunne du også foreslå at I kunne invitere en af de piger hjem, som du tidligere var bedste veninde med, så I kunne få mulighed for at hygge hjemme hos dig, hvad tænker du mon om det? Når du har fortalt om dine tanker, kan I derfra sammen tale om, hvad der er muligt. Forhåbentlig kan dine forældre se, at de har verdens dejligste datter, som gerne vil være sammen med dem og som har brug for deres hjælp!Jeg tænker også på om du mon har anden familie som du er glad for, det kunne jo også være en mulighed at få en snak med en bedsteforælder, moster eller tante om dit liv, de vil måske kunne hjælpe dig med at få snakket med dine forældre, så du kan få den omsorg og støtte som du har behov for? Hvad tror du der ville ske, hvis du fortalte det til dine forældre eller anden familie? Måske de ikke selv har opdaget hvor svært det er at være dig, så er det flot og modigt hvis du kan fortælle det. I kan måske også tage snakken omkring skift af skole, kan forstå du har ventet i 2 år, hvis det stadig kunne være et ønske, så er der måske mulighed på en anden skole, som har plads hurtigt? Hvis det føles svært at få det fortalt, kan du måske ringe ind til BørneTelefonen på 116 111, her kan du tale med en rådgiver, som rigtig gerne vil hjælpe dig med at finde ud af hvordan du kan få det sagt. Måske du også kan øve dig lidt og fortælle din kat, hvad du vil snakke med mor og far om, den er ganske sikkert parat til at lytte. Du kan også fortælle dine forældre hvis de har lyst og behov, har vi også en ForældreTelefon 35 55 55 57, hvor de kan ringe ind og få en snak med os om, hvordan de bedst kan hjælpe dig?Jeg håber du har kunnet bruge nogle af de forslag jeg er kommet med, det er vigtigt du får hjælp til at komme ud af ensomheden. Det er super sejt af dig, at du ikke giver op og jeg vil foreslå du går ind på www.bornetelefonen.dk og læser nogle af de breve, andre har skrevet om det at føle sig alene eller ensom. Måske kan du også her få nogle ideer til, hvad du kan gøre, da der sommetider er andre børn og unge der skriver, hvad de tænker og kommer med nogle af deres personlige ideer. Husk du er altid velkommen til at kontakte os igen, måske du får lyst til ringe, sms´e eller chatte, der har vi mulighed for at stille hinanden spørgsmål undervejs. Du er en dejlig pige med mange værdier, håber du snart igen føler glæden ved et dejligt venskab Knus og Kram fra BørneTelefonen.  

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat