Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

ALENE

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige pige

Jeg kan se, at du kæmper virkelig hårdt for at klare dine skoledage, og det har du gjort i næsten 3 år. Det er noget af en præstation. Du er egentlig en viljestærk pige med meget ”drive”, er det mon rigtigt?

Det lyder, som om skolen har stor betydning for dig, for du vil gerne gå i skole, og du vil gerne have det godt med dine lærere, og du var parat til at skifte skole selvom du egentlig trivedes godt socialt.

Noget skete med dig, da du skiftede skole, og du er kommet i en underlig rolle, hvor du først blev stille - og nu også er blevet mere aggressiv. Jeg tænker, at det med aggressionen kan være tegn på, at du har en masse energi og overskud, som du brænder inde med, fordi du savner kontakt til kammerater i skolen? Eller kan der være noget andet der presser dig?

Jeg tænker at du kan gøre flere ting for at få situationen forbedret.

1.       Få mere støtte fra din familie. Begynd med din moster. Hun lyder som en rigtig klog voksen, som du stoler på. Kunne du få en ærlig snak med hende? Bagefter kan du måske, sammen med hende, tage en snak med din far og mor? Jeg tror godt, at de kan tåle at høre, at du ikke er super glad. De vil garanteret gerne hjælpe dig.

2.       Så er der din lærer. Metoden, hvor læreren siger til klassen ”Nu skal I være søde ved X, for hun føler sig udenfor” – den virker sjældent. Det har du selv erfaret. Det er bedre, at læreren tager styring i den situation ved at lave grupperne, så `X´ ikke skal udstilles foran kammeraterne. Hvis grupperne er lavet af læreren, så får alle automatisk en makker, og alle lærer at arbejde sammen, på kryds og tværs. Det er godt for hele klassen, ikke kun dig. Kunne du evt. tage et møde med læreren, og foreslå dette?
Jeg ved godt, at det vil kræve rigtig meget mod af dig, og jeg synes, du skal tage din moster eller dine forældre med til sådan et møde. Du kan fx vise læreren brevet her, hvis du tror det vil hjælpe.

3.       Så er der dig selv. Du har allerede en god kontakt til skolepsykologen. Kunne du fortælle ham/hende, at du gerne vil have nogen konkrete gode redskaber til, hvordan du bliver mere udadvendt? Idéer til, hvordan du fx tager små initiativer, fx går hen og prikker én af klassekammeraterne på skulderen?

Du kan også lave en liste over situationer, hvor du har det rart og godt. Hvornår er du ikke meget stille? Er der tidspunkter, hvor du er ligefrem glad eller udadvendt? Hvad er det specielle ved de situationer? Kunne du få det til at ske oftere (at du var glad/udadvendt), tror du? Hvad skulle der til?
Prøv at overveje disse spørgsmål. Måske finder du selv flere ting frem, der kan hjælpe dig.

​Kærlig hilsen BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat