….

Kære pige på 13 år!

Tak for dit brev. Jeg tror, at der er mange, der er i puberteten, som kan genkende den irritation, du beskriver i dit brev.  Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen og tager emnet op, for du er bestemt ikke ene om, at have det sådan. Du er helt sikkert heller ikke alene om at opleve følelsen af at blive ked af det over, at du bliver irriteret på din familie.

Når man er i puberteten, har man mange hormoner i kroppen, og det kan bl.a. betyde, at man kan være mere følelsesmæssigt sårbar end man tidligere har været. Derfor er det også helt normalt, og en naturlig del af den udvikling du gennemgår i puberteten, at du oplever at du hurtigere bliver sur og irriteret, og derefter ked af det. Det kan også være din sårbarhed der er på spil, når du oplever, at dem i din klasse ikke gider dig, og svarer dig negativt.

Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at du – både i forhold til din familie og pigerne i klassen – får snakket med dem om, hvordan du har det. Ud fra det du skriver i dit brev til brevkassen, virker det som om, at du er ret god til at sætte ord på dine følelser og oplevelser, og det tror jeg er rigtig vigtigt at gøre, for at få andre til at forstå, hvordan man har det. Så kan de også fortælle hvordan de har det, og sådan kan I måske få løsnet op for nogle af de ting, I alle går og spekulerer på.

I forhold til din familie tænker jeg, at det er vigtigt, at du får sagt til dem, at du godt ved, at du ind i mellem virker sur og irriteret, men at det ikke er din mening. Samtidig tænker jeg også, det er vigtigt at du får sagt til dem, at du føler, at de taler bag din ryg, og at det gør dig ked af det. Måske kan I lave en aftale om, at I lige siger det til hinanden, hvis I synes, at én af jer snerrer eller virker irriteret. I kan måske også lave en aftale om, at man selv siger det, hvis man en dag føler sig irriteret når man kommer hjem, så de andre er opmærksom på, at man måske ikke lige er i det bedste humør, og ikke skal tage det så tungt, hvis man får snerret eller virker sur. Jeg tror, at bare dét, at sige det og på den måde gøre andre opmærksomme på sit humør, kan hjælpe rigtig meget.

På samme måde tror jeg, at det ville være rigtig godt, hvis du kunne snakke med pigerne i din klasse om, hvordan du har det, og at du oplever, at de ikke gider dig, og laver aftaler uden dig. Måske har det slet ikke været deres mening, at holde dig udenfor… Igen tror jeg, at det er rigtig vigtigt at få snakket om tingene, så man ikke går og bliver mere sur og ked af det inden i. Pigerne i din klasse er jo også i puberteten, og har det på mange måder sikkert lige som dig. Måske kunne I også dele nogle af de ting, og fx snakke om I har det på samme måde med jeres familie osv. I kunne måske også bede jeres lærer om at fortælle jer om puberteten, og den sårbarhed man kan opleve med store følelsesmæssige svingninger fra vild glæde det ene øjeblik til nedtrykthed det næste øjeblik. Som sagt har I mange ting til fælles, som det sikkert kunne være dejligt at få snakket om – også i forhold til, hvordan i tackler det med jeres familier.

Til sidst vil jeg sige til dig, at det rigtig dejligt at høre, at det ellers går rigtig godt med dine venner og veninder. Det lyder også rigtig godt, at du går til fodbold. En mulighed er også at du tager en snak med nogle af dine veninder til fodbold og fortæller om hvordan du har det hjemme og i klassen. Igen tror jeg, de vil kunne nikke genkendende til at have det sådan, og på den måde kan I give hinanden råd og støtte hinanden, hvad tænker du om det?

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Du er altid velkommen til at ringe, chatte eller sms´e til BørneTelefonen på 116 111, her sidder rådgivere klar til at lytte, og de er vant til at tale med unge, der som dig, synes det ind i mellem kan være svært at være i puberteten.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen