Brev

Jeg vil gerne være social, men jeg føler ikke jeg kan.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 17 årige dreng

Tusind tak for dit ærlige brev. Det var utrolig modigt og stærkt af dig at skrive herind for at søge noget hjælp til den ensomhed, du mærker i det daglige. Jeg kan fortælle dig, at vi her på BørneTelefonen modtager rigtig mange breve om lige netop det emne, så du er bestemt ikke alene om at stå med de tanker og følelser.

Måske “hjælper” det lidt at vide, at der er andre, der har det lidt ligesom dig? Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste for at hjælpe dig.

Kære du, hvor kan jeg godt forstå, at det her må være svært at stå midt i. Du er en ung, snart voksen fyr, som virkelig gerne vil have noget mere socialt ind i dit liv, men du har bare ikke fundet dig til rette i det sociale endnu. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være temmelig frustrerende.

Når du fortæller om din barndom med mobning og at du følte, andre så dig som underlig, er der ikke noget at sige til, at du har udviklet nogle overlevelsesmekanismer tidligt, for at passe på dig selv.

Du har lært dig selv, at passe på ikke at slå dig på andre. Derfor har du beskyttet dig selv ved at holde dig væk fra det sociale. Det har du været nødt til, fordi skolen ikke har sørget for, at alle havde det godt i klassen – selvom det er lærernes og skolens ansvar.

Jeg kommer til at tænke på, om du dengang fik nogen form for hjælp til det med mobningen, og om du snakkede med nogen om det? Man ved nemlig, at en af de vigtigste ting i kampen mod mobning og ensomhed er, at man taler med nogen om, hvordan man har det.

Hvad kan du selv gøre?

Derfor vil jeg også gerne råde dig til, at du finder modet frem nu til at få sat nogle ord på, hvordan du egentlig har det med ensomhed. For det er aldrig for sent at gøre noget ved det. Og du fortjener, at få det godt og føle dig som en del af et fællesskab.

Det er nødvendigvis ikke vigtigt at have mange venner, men hvis man kan få et par gode venner, så dækker det som regel menneskets sociale behov.

Hvordan vil du have det med at fortælle din mor eller far om, hvor meget ensomheden fylder? Måske ved de det allerede godt, da de jo ser dig komme hjem hver dag alene, og at du keder dig. Hvis du synes, det er meget svært at tale med dine forældre om det, kan det nogle gange hjælpe at skrive sine tanker ned på papir. Eventuelt vise dem det brev, du skrev herind og mit svar?

En anden ide er at gå til en af dine lærere  på gymnasiet, som du føler dig tryg ved. Du kan også prøve at tale med studievejlederen. Du kan fortælle om den ensomhed, du oplever i klassen, og hvordan det påvirker dig.

Din lærer bør hjælpe dig med at trives socialt og kan måske holde et klassemøde, hvor alle I drenge kan få lidt gode råd om, hvad man kan lave sammen i fritiden efter skole. Men også hvordan man er en god klassekammerat og ikke lader nogen være uden for. Hvad tænker du om det?

Hvis du kender en eller flere kammerater på din skole, som du har det nogenlunde med og føler dig ok tryg over for, så kan du måske forsøge at tale med dem, om hvordan du har det socialt? Du kan også indlede snakken med at spørge, hvordan de har det? Og spørge ind til, hvad de laver i deres fritid. På den måde kan I komme i gang med en snak om, at du savner at have nogen at ses med. Hvis de er nogle gode kammerater, vil de tage dig seriøst og ikke dømme dig negativt. Tværtimod viser du et mod!

Søg andre fællesskaber

Måske går du til noget i din fritid og har nogle gode interesser, som du elsker at dyrke. Hvis du endnu ikke har en fritidsinteresse, kan det være en god mulighed for at komme ind i nye og gode fællesskaber. Her starter du på en frisk, hvor du kan komme ind som den du er, uden at føle dig udenfor.
De fleste større byer har et aktivt foreningsliv, hvor der er mange tilbud til unge. Det kan være sportsaktiviteter eller diverse tilbud til unge. Måske der også er nogle ungdomsklubber, hvor man kan gå til man er over 18 år. Nu ved jeg ikke, hvor du bor, men prøv eventuelt at undersøge mulighederne i  din kommune.

Når man som dig kæmper med usikkerhed over for andre mennesker og bruger så meget energi på at bekymre sig om andres syn på dig, så vil det være rigtig sundt for dig, at øve dig i at lære dig selv, at det blot er tanker og følelser. Det er ikke nødvendigvis virkeligheden.

Men jeg ved også, at børn, der er blevet mobbet, kan kæmpe meget med deres selvværd senere hen. Derfor er det rigtig vigtigt, at du øver dig i, at tænke positive tanker om dig selv, for du ER god nok som den du er. Jeg ved, det kan være svært at høre, hvis man hele livet har dunket sig selv i hovedet med negative ord.

Skift klasse

Jeg kan forstå, du er utilfreds med at gå i en ren drengeklasse. Jeg kan forestille mig, at der mangler noget balance, som der ville have været mere af, hvis der også havde været nogle piger. Det forstår jeg godt du savner.
Du har selv fået ideen om at skifte klasse, hvilket jeg tænker er værd at undersøge. Også selvom du kun har et år tilbage, så kan det jo netop være et vigtigt år, hvor du får chancen for at starte på en frisk.

Det kan naturligvis også være forbundet med usikkerhed at skulle være “den nye dreng i klassen”. Du kan tale med din lærer, skolens studievejleder eller kontoret om muligheden for at skifte til en anden klasse fra næste skoleår.

Der er ingen garanti for, at det kan lade sig gøre eller vil være den rigtige løsning. Så måske du kan vende dine tanker med dine forældre om det først.

Jeg håber, du har fået noget ud af mine råd. Jeg linker også lige til vores egen side om ensomhed, hvor du kan søge råd og videoer om emnet blandt meget mere. Se mere her:  https://bornetelefonen.dk/ensomhed/

Du er også altid velkommen til at ringe til at ringe til os på 116 111.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat