Vold i familien
Kære børnetelefonen
Jeg har først nu indset hvad der er sket igennem min opvækst.
Jeg har altid gemt det i baghovedet, og lagt det bag mig. Mine forældre har altid fortalt mig om andre der har det værre end mig og som virkelig har brug for hjælp.
Men nu er jeg draget til den konklusion at jeg også vil have hjælp. Jeg er ved at nå derhen hvor jeg føler at jeg måske fortjener hjælp.
Jeg går lige nu på efterskole, et par timer ”hjemmefra”, og jeg har fået en smag på et rigtigt liv. Jeg er kommet ud med mine problemer til en del jeg stoler på, og de siger alle at jeg skal gå til en lærer.
Jeg har ikke noget forhold til mine såkaldte ”forældre”, siden barnsben har de udøvet psykisk og fysisk vold på mig. De har straffet mig med penge, indelukkelse, ingen mad ovs. De tror aldrig på mig og siger ofte at jeg er arrogant, egoistisk, u-empatisk, opmærksomhedskrævende, dum og en løgner.
Jeg er f.eks. pænt sikker på at jeg ikke kan tåle mælk, men mine forældre har altid tvunget mig til at drikke det. Når jeg har drukket mælk får jeg krampeanfald, og det er rigtig ubehageligt. Men indtil jeg var 12 jeg var alligevel tvunget til et glas mælk til morgen og aftensmad, og jeg skulle blive siddende på min stol indtil jeg havde drukket op – det kunne sagtens tage 4 timer, og jeg har prøvet at få det kastet i hovedet fordi jeg ikke fik det drukket.
Det eneste punkt hvor de har været opmærksomme på mig, har været min vægt. Jeg har altid været utroligt undervægtig da jeg var mindre. Men da jeg blev ældre blev jeg mere eller mindre ”normal” – dog stadig undervægtig. Det har ført mig ud i et par spiseforstyrrelses episoder, den værste var i 2017 hvor jeg ”kun” tabte mig 6kg, men jeg kom ned på 38kg (14.6bmi) mine forældre lagde ikke mærke til noget/de ignorerede det.
Min far har et lidt aggressivt temperament, og det har ofte gået over mig og mine 2 lillebrødre (nu 13 og 6år). Gør nogen noget de ikke skal ifølge ham, fx ikke sidder ordentligt på ens stol, så bliver man hevet op fra den, det føles som om ens overarm bliver revet af. Skubbet op af skabsdøren, kastet ned i sofaen eller en væg.
Min mor gør ikke noget ved det, hun har aldrig snakket med os om det og jeg har aldrig fået et eneste undskyld af nogen af dem. Min mor har da også givet mig et par lussinger en gang i mellem. Et par få gange har jeg fået en knytnæve af min far, sidste gang var det fordi jeg ikke kunne bære 2 ikea poser, 3 glas og en tallerken ned fra min værelse.
Det har gjort at jeg begyndte at selvskade da jeg var helt lille, havde mine forældre ikke gjort mig ondt, så skulle jeg selv gøre det. Havde sagt til min mor at jeg cuttede, da jeg var 13, men hun sagde bare okay og gik.
Jeg er bare utrolig træt af ikke at være tryg derhjemme, jeg er konstant angst over at gøre noget forkert.
Jeg ville bare gerne vide hvis jeg så valgte at tale med en af lærerne på min efterskole;
– Hvordan er det med tavshedspligt?
– Hvad skulle jeg fortælle hende? (er bange for at jeg overdriver)
– Hvad ville der ske efterfølgende?
– Ville jeg blive tvangsfjernet?
– Hvorfor skulle jeg fortælle hende det, når jeg har overlevet indtil videre?