Brev

Udvekslingsstudent med Hjemve

Hej BB

Jeg er en udvekslingsstudent i USA som der lige nu er 4 måneder igennem mit 10 måneders ophold. Jeg har kort sagt mega meget hjemve og syntes ikke rigtig jeg nyder mit ophold i USA.

Mit ophold har på alle mulige måder været lidt voldsomt mildt taget. Den første familie som jeg blev sendt til var en familie som der boede midt ude i ingenting, de havde ikke internet, de havde 5 børn og generelt set var det bare virkeligt kaotisk. Faren slog børnene og selvom jeg informerede mine koordinatorer om det adskillige gange gjorde de ikke noget, til sidst endte det med at jeg skulle få mine forældre til at skrive før der skete noget.

Hele den her uventede start og de daglige opkald til mine forældre fik mig virkeligt til at savne hjem og selvom jeg havde lovet mig selv at holde ud i familien i mindst 2 måneder inden jeg brokkede mig alt for meget føler jeg virkeligt, at det i enden ingen gavn var at blive hos dem i så lang tid.

Jeg flyttede derefter til en ny familie, langt væk og skulle starte på ny, midt i skoleåret hvilket kort sagt ikke var en sjov oplevelse, dog så kom jeg over det uden for meget brok og føler nu endelig jeg er ved at kende folk og have fået venner. Men nu selv om jeg har været hos min nye familie i over 1.5 måned langer jeg stadig hjem til Danmark og savner enormt mange ting derfra.

Jeg har ikke fortalt mine forældre om mit hjemve selvom det næsten hver dag holder mig vågen, ved bare at tænke på Danmark og prøve at overveje hvad der holder mig igen vs. Hvorfor jeg kunne tænke mig at flytte. Jeg er bare utroligt bange for at fortælle mine forældre, at jeg gerne vil hjem.

Jeg ved godt det formegentligt bare er en ting som jeg bilder mig selv ind men jeg går med en frygt for at blive familiens sorte får hvis jeg tager hjem fordi jeg så gerne ville før og jeg ikke kunne gennemfører det.

Mine kontakt personer som skal “hjælpe” os har heller ikke hjulpet mig endnu og da min lokale koordinator truede mig med at sende mig hjem her den anden dag (Jeg havde bare en mindre klage om at min familie ikke altid var så sociale og ofte bare sad på deres eget værelse og så tv) tændte hun virkeligt for tankerne om at komme hjem.

Jeg føler, at jeg efterhånden har givet USA et forsøg og jeg har de sidste par måneder haft som mål, at have det så travlt som muligt. Jeg har dyrket sports (Løb og svømning) hver dag og nok aldrig sagt nej til en invitation til at lave noget.

Selvom jeg holder mig selv så travl forsvinder savnet bare ikke og jeg ved kort sagt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har flere gange sat mål for at jeg da ihvertfald skulle blive til 2 måneder, så 4 og nu til jul men ved bare ikke om jeg kan blive ved med at udsætte en hård snak med mine forældre på den måde.

Knus og tak på forhånd for hjælp

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære udvekslingsstudent.

Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver til BørneTelefonen. Her kan du nemlig dele dine tanker og oplevelser, som du i fortrolighed kan åbne dig op over for.

Først vil jeg fortælle dig. Det er super naturligt, at have hjemve. Og med den barske opstart som udvekslingsstudent, så kan jeg virkelig godt forstå, at det er en stor udfordring for dig. Det har været en utrolig svær tid for dig – med store forandringer. Og dem har du kæmpet for, fordi du kunne se, at personlige grænser blev overskredet! Hvor er du sej – husk endelig at vær stolt over alt det, du allerede har opnået!

Jeg forestiller mig, at når man ser frem til at være udvekslingsstudent, så har man super positive forventninger til at udleve sit eventyr – i et helt nyt land. Fx det at man skal lære nye mennesker/ venner at kende, nyt sprog, lære at ’klare sig selv’ og være en del af et fællesskab i en ny familie, er blot nogle af de mange ting, som man drømmer om.

Din start tog en helt anden drejning end nogen som helst kunne drømme om. Det tænker jeg ikke, at du kunne vide på forhånd. Og jeg forestiller mig også, at du håbede på, at det ville ændre sig. Det kan ikke ændres, men det kan du altid have med dig ud i den spændende fremtid, som du har foran dig.

Jeg kan ikke lade være med at fortælle dig, at du er super modig og har en stor styrke ved fortsat at kæmpe for at bo hos en familie, der er kærlig og har et overskud til at tage dig til dem. For det skal de.

I dit brev lyder du som en fornuftig, ung og målrettet mand, som ihærdigt forsøger på at have en spændende hverdag – fyldt med sport og invitationer. Du gør alt det rigtige for at lære nye mennesker at kende og at få en masse spændende ud af dit ophold.

Når du skriver: Mine kontaktpersoner som skal “hjælpe” os har heller ikke hjulpet mig endnu, og da min lokale koordinator truede mig med at sende mig hjem her den anden dag”, så lever organisationen ikke op til det, som I betaler for. Jeg håber virkelig, at du har modet til at kæmpe videre.

De fleste forældre elsker deres børn – himmelhøjt – og ønsker at støtte dem, til hver én tid. Også når deres børn får hjemve. Og det forestiller jeg mig også, at dine forældre ønsker. Måske kan én af dine forældre selv genkende de følelser, som du har – nu, fra da de selv var børn/ unge og væk fra deres familie.

Jeg håber, at du vil tale med dine forældre om, hvordan du har det. Det er vigtigt at få taget hul på. Det at tale med dine forældre, kan lette dit hjerte og få dine tanker afklaret, om hvad der er det bedste for dig. Du kan måske starte med at fortælle dem, hvordan din koordinator har håndteret din oplevelse – det tænker jeg også, vil give dine forældre end forståelse af, at du faktisk handler og prøver ihærdigt på at få det, så godt som muligt i dit ophold.

At tale med dine forældre kan måske også vise dig, at du er i gang med at gøre det helt rigtige for dig. Det kan være, at du skal have en lille smule mere tålmodighed og forsøge at tro på, at din nye familie ikke er som den første, og at give det en chance?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du mon har kontakt til andre udvekslingsstuderende? Har du det? I så fald kunne det også være en god idé at være sammen med dem og tale om alt det svære, og alt det gode ved at være væk fra sin familie. Det kan også være, at de har nogle gode idéer til, hvordan du takler din hjemve, og hvordan du kan komme tættere på din nye familie. Har du mon forsøgt at vise interesse for dem og evt. spørge om I skal lave noget sammen?

Jeg synes, at du/I skal tænke over, at dine forældre – igen – tager kontakt til rejse-organisationen, så du kan få en god kontakt til din kontaktperson og bede om at få en ny koordinator. Det er på ingen måde okay, at din koordinator truer dig. Det kan dine forældre hjælpe dig med.

Har du mon modet til at tale med dine forældre? Hvis det er svært, kan du sende dem dit brev og vise dem vores svar. Så er dine forældre ikke i tvivl om, at du virkelig har brug for deres støtte.

Du har skrevet herind – det er en styrke du kan bruge. Jeg håber, at du kan bruge mine forslag. Hvis snakken ikke går så godt, så kan du altid skrive til os igen. Vi er altid klar til at hjælpe dig videre.

De bedste tanker og ønsker fra BørneTelefonen.

Efterskole Hvordan får man nye venner?

Skal du snart starte på efterskole? Eller går du måske allerede på en?

Efterskole kan være en helt særlig oplevelse, hvor man får nye venner og særlige oplevelser. Det kan også være, at man oplever nye slags udfordringer.

Overvejer du efterskole, har du måske tanker som: Er efterskole det rigtige for mig? Hvordan betaler man for efterskole?  Hvordan får man venner? Hvad gør man ved hjemve? Eller skal jeg slå op med min kæreste, fordi jeg starter på efterskole?

Få gode råd og vejledning til efterskole inde på vores temaside her.

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat